I det fynske folks tjeneste

Designermøbler stjålet

Fire svanestole og en svanesofa af Arne Jacobsen blev sent mandag aften stjålet fra en virksomhed i Middelfart. Måske har tyvene begået flere indbrud.

Kort før midnat blev en dør på virksomheden Thava knust. Herefter trængte flere gerningsmænd ind i virksomheden og fik hurtigt båret de fem designermøbler ud i en ventende varebil.

Flere vidner så mindst to mænd begå indbruddet. De beskrives begge som almindelige af bygning. Den ene bar en lys hættetrøje og lyse sko samt mørke bukser. Den anden gerningsmand bar en hvid hættetrøje, korte mørke bukser og hvide sko med sorte snørebånd.

- I forbindelse med at vi sendte en efterlysning ud på tyvenes bil, fortalte Sydøstjyllands Politi, at de havde haft et lignende indbrud tidligere på aftenen, hvor der også var stjålet designerstole. Vi ved ikke om der er en sammenhæng, men det skal vi undersøge nærmere, siger vagtchef ved Fyns Politi, Per Sterobo.