I det fynske folks tjeneste

Millioner til udviklingsprojekter i landområderne: - Det betyder meget for en mindre virksomhed

Der er flere millioner på vej til nye fynske projekter, der vil skabe udvikling i landdistrikterne.

00:17

De lokale aktionsgrupper, de såkaldte LAG’er, får nu flere penge at dele ud af. Midlerne har blandt andet gavnet vineriet By Stokkebye ved Nyborg.

De lokale aktionsgrupper, de såkaldte LAG’er, får nu flere penge at dele ud af.

Regeringen styrker gruppernes arbejde med 30 millioner kroner i 2020, hvilket vækker stor glæde hos dem, der tidligere har fået del i midlerne.

Helle Stokkebye har for eksempel brugt LAG-tilskud på knap 500.000 kroner til at ombygge en gammel lade til et vineri i Bovense nord for Nyborg.

Læs også Fynske landdistrikter får ekstra millionbeløb

- Det betyder meget for sådan en mindre virksomhed, der er i start-up-fasen, at få de her midler. Det betød, at vi kunne komme hurtigere i gang, og direkte har vi kunnet ansætte vores vinmager, som kom fra København, til at stå for den daglige drift heroppe i vineriet, siger Helle Stokkebye.

Hun er direktør i By Stokkebye, der producerer østfynsk hedvin, hvidvin og mousserende vin. Udover renoveringen af den gamle lade har de brugt LAG-midlerne til produktudvikling, design og markedsføring. Det gav dem med andre ord chancen for at sætte deres præg på vin fra Fyn.

- Det er rigtig fedt. Vi er i de spæde år af dansk vinproduktion, så det giver mulighed for at kunne være med til at sætte en standard for, hvad god vin er, siger Tobias Mørkeberg Nilsson, der er vinmager hos By Stokkebye.

Liv og aktivitet

Regeringen og erhvervsminister Simon Kollerup (S) har rullet de besparelser tilbage, som den tidligere regering gennemførte i 2017.

De genindførte LAG-midler skal skabe yderligere vækst i landdistrikterne, forklarer ministeren.

- Vi vil gerne støtte landdistrikterne i at kunne skabe liv og aktivitet, skabe arbejdspladser og udvikling. Derfor løfter vi nu LAG-midlerne med yderligere 30 millioner kroner og bringer det tilbage på det niveau, det var før, siger Simon Kollerup.

(Artiklen fortsætter under videoen)

00:28

S-regeringen og erhvervsminister Simon Kollerup har tilført ekstra 30 millioner til udvikling i landområderne.

Luk video

 Ministeren uddyber:

- Målet er slet og ret at skabe en bæredygtig og mere grøn udvikling i landdistrikterne og så tilbageføre den besparelse, som den tidligere regering har lavet, siger erhvervsministeren.

Ændringen og udmeldingen giver nu fynske projekter mulighed for at søge endnu flere penge. Puljen er med de ekstra 30 millioner kroner nu tilbage på de godt 90 millioner, som den lå på indtil 2017.

Afgørende midler

Syv fynske kommuner kan nu søge godt 3,7 millioner kroner ekstra, mens Langeland, Ærø og de sydfynske småøer får godt 3,6 millioner ekstra at søge. Kun Odense kan ikke søge i puljen.

Læs også Fynske flødeboller får over en halv million kroner af lokal aktionsgruppe

Pengene er afgørende for nye projekter i landdistrikterne, mener Steffen Damsgaard, som er formand for Landdistrikternes Fællesråd.

- Vi er jublende glade i Landdistrikternes Fællesråd. Vi har kæmpet for det her, fordi de midler skaber så stor udvikling. Det er medfinansiering til arbejdspladser og til gode projekter, der skaber værdi i landsbyerne. Vi har behov for de her midler, og de genererer så meget ekstra udvikling, siger Steffen Damsgaard.

00:19

Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, jubler over de ekstra midler.

Luk video

Han understreger, at de 30 millioner ekstra i puljen er på årsbasis, så derfor er stigningen betragtelig over tid.

- Det er jo ikke bare 30, det er ikke bare 60. Det er jo flere millioner kroners udvikling, som betyder nye arbejdspladser og bedre faciliteter i landsbyerne. Så det betyder rigtig meget for iværksættere og ildsjæle derude, siger Steffen Damsgaard.

De lokale aktionsgrupper er udover nationale midler også finansieret med midler fra EU's landdistriktsprogram via en pulje, der udløber i 2020. Steffen Damsgaard og Landdistrikternes Fællesråd er dog overbeviste om, at støtten dermed ikke ophører.

- Vi skal sørge for, at regeringen i landdistriktsprogrammet stadig vil prioritere 90 millioner eller flere årligt til at skabe arbejdspladser og gode vilkår i landdistrikterne, siger Steffen Damsgaard.

00:47

Der er flere millioner på vej til  udvikling i landdistrikterne.Det er de lokale aktionsgrupper, der får flere penge at dele ud af.

Luk video