I det fynske folks tjeneste

Min mening: Det, der ikke er svært, skal være nært

Flere sundhedsopgaver bør løses nær borgeren, lyder det fra folketingskandidat Jane Heitmann (V).

00:43

Regeringens sundhedsreform vil decentralisere sundhedsvæsnet, mener Jane Heitmann (V).

Af Jane Heitmann, folketingskandidat for Venstre

Sundhedspolitik er meget mere end ansigtsløse cpr-numre. Sundhedspolitik handler om mennesker; rigtige mennesker. Derfor skal mere sundhedspolitik og flere sundhedspolitiske løsninger tages så tæt på borgerne som muligt. Det, der ikke er svært, skal være nært.

Derfor er der brug for at justere den struktur, som vi hidtil har kendt og været glade for. Med 230.000 flere ældre i 2030, og flere patienter med kroniske sygdomme som eksempelvis kol og sukkersyge, har vi brug et mere nært sundhedsvæsen.

Min mening - på vej mod valg

Frem mod det kommende folketingsvalg får de fynske folketingskandidater mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger. Under rubikken ”Min mening” kan kandidaterne skrive indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgerne.

Alt for mange kronikere vil i fremtiden skulle rejse meget langt for at komme til kontrol på sygehuset. Det dur ikke. Samtidig oplever vi store geografiske forskelle på både behandlings-, udrednings- og genoptræningstilbud i både regioner og kommuner. Det er ikke godt nok. Det må ikke være postnummeret, der afgører hvilken behandling man tilbydes.

Sundhedsreform giver nærhed og demokrati

Regeringen har fremlagt forslag til en ny sundhedsreform. Med reformen sikres blandt andet flere læger i almen praksis, flere sosu-assistenter og styrkede patientrettigheder. Med reformen styrkes og det nære demokrati med et stærkt og decentralt styret sundhedsvæsen.

Nogle vil påstå, at sundhedsreformen er en "centraliseringsreform". Men intet kunne være mere forkert.

De nye sundhedsfællesskaber sikrer lokal forankring og folkevalgt repræsentation, når folkevalgte borgmestre og udvalgsformænd sætter sig rundt om bordet og sammen med lokale læger planlægger, tilrettelægger og tager de gode beslutninger for de borgere, som er tættest på – nemlig dem, som bor i de enkelte lokalområder.

Det en markant styrkelse af det nære når 205 regionspolitikere med fokus på sygehusdrift nu afløses af 196 borgmestre og udvalgsformænd med fokus på gode overgange mellem sygehus, kommune og almen praksis.

Borgmestrene kender egne borgere og har en unik indsigt i, hvordan man bedst sikrer gode og smidige forløb, så ingen bliver hverken glemt eller klemt. Det giver derfor god mening at rykke sundhedsvæsenet tættere på borgerne, for behandlinger, som ikke er svære, skal være nære.