I det fynske folks tjeneste

- Det eksploderer i ild!

01:57

Foto: Carlos Delgado/CC-BY-SA

1 af 2

Man skal indstille sig på at få svitset øjenbrynene, hvis man står tæt på scenen, når Rammstein spiller til Tinderbox. De fynske fans ser frem til et flammehav.

Den store fladskærm i stuen spiller en koncertoptagelse med Rammstein, så vi ikke er i tvivl om, hvor Bent Skogemanns kærlighed ligger.

For en sikkerheds skyld hiver han op i t-shirtens ærme og fremviser den seneste tatovering, hvor der står "Mein Herz Brennt" og Rammsteins logo. 

Han ser frem til Rammsteins koncert på Tinderbox. Den første i fire år på dansk grund.

Bent Skogemann viser sin seneste Rammstein-tatovering frem. Foto: Morten Albek

 - Alt eksploderer i ild og røg og store eksplosioner, siger han med glæde i øjenene.

Han er redaktør på Rammstein-fansiden sehnsucht.dk på Facebook, så han har erfaring med Rammstein-shows.

Også Bents datter, Bianca, ser frem til Rammstein-koncerten. Hun er nærmest flasket op med dem.

- Det er nogle fede shows, de laver. Det er ikke kun musikken. Man behøver ikke at kunne lide den genre, man kan bare nyde selve showet.

Bianca Skogemann er vokset op med Rammstein i hjemmet. Foto: Morten Albek

Rammstein er kendt for deres sceneeshows, som indeholder store mængder ild. Så meget, at bandets medlemmer selv er uddannede pyroteknikere.

- Så står forsangeren Till Lindemann og de to guitarister og spytter ild ud over publikum, fortæller Bent.

Og man skal være indstillet på et mekka af ild, når man ser koncerten, forklarer Bianca Skogemann.




- Det er fuld af fyrværkeri og ild. Og mere ild. Og endnu mere ild. Hvis man står tæt på, er det lige før man kan mærke sine øjenbryn blive svedt af. Og det er ikke engang løgn.

Rammsteins sceneshow er også den direkte grund til, at den røde scene på Tinderbox er blandt de største koncertscener, der er bygget herhjemme, forklarer festivalens pressetalsmand, Morten Hopballe.

- De laver et kæmpe sceneshow med masser af ild og pyroteknik. Og de kræver en del plads for at kunne lave deres show.

Selvom musikken lyder hård, skal man ikke være bange for at stemningen blandt publikum også er hård. I hvert fald ikke ifølge Bent Skogemann.

- Tværtimod. Der er kærlighed og plads til alle. 

Også Bianca taler af erfaring.

- Ved mine fire Rammstein-koncerter har jeg aldrig oplevet noget slagsmål eller noget ubehageligt overhovedet.

Billetterne er sikret på forskellige måder. Bent har købt en billet, og Bianca måtte tænke kreativt for at få sit budget som studerende til at hænge sammen. Hun arbejder frivilligt på festivalen for at få armbåndet til gengæld. 

Men målet er det samme - at se Rammstein torsdag aften.

- Jeg glæder mig helt vildt, siger Bent.

Ved du noget? Så send os et tip