Kartofler på Facebook og vin i avisen: - Det er bare nemmere

Når supermarkederne skal annoncere deres tilbud, sker det i langt højere grad på Facebook frem for i den trykte ugeavis.

Søren Nielsen går rundt mellem tilbudsskiltene i Kvickly i Nyborg, hvor han er varehuschef. Han finder sin mobil frem og scroller ned gennem de mange opslag og stopper ved billedet af en pose Vildmose Kartofler, der er på tilbud til fire kroner. Annoncen er fra Kvickly Nyborg, og den blev lagt ud i morges.   

I butikken er de nemlig i langt højere grad begyndt at lægge deres tilbud på Facebook frem for at trykke dem i ugeavisen, som tidligere var det primære annonceringssted. For Søren Nielsen er det en god måde at få tilbuddene ud til kunderne.

- Det giver os nogle andre muligheder at være digitale. Hvis vi får et godt parti varer hjem i dag, har vi mulighed for at markedsføre det med det samme i stedet for at vente op til en uge på, at annoncen kommer på tryk, forklarer han.

Tilbuddene på Facebook finder hurtigt vej til kunderne i forhold til annoncerne i ugeaviserne, som kun udkommer en gang om ugen.
Tilbuddene på Facebook finder hurtigt vej til kunderne i forhold til annoncerne i ugeaviserne, som kun udkommer en gang om ugen.
Foto: Anders Høegh

Et problem for ugeaviserne

Der går ikke lang tid fra et billede er taget, til det er lagt på Facebook og klar til at gøre kunder opmærksomme på de tilbud, de kan finde i deres supermarked. Men den digitale markedsføring går ud over ugeaviserne, som er afhængige af indtægterne fra annoncer, og mange er dermed lukningstruede.

Hos Jysk Fynske Medier kan det komme til at betyde, at mindst 30 medarbejdere vil miste jobbet, da ugeaviserne er deres største annoncemarked, og der er altså tale om en masseafskedigelse. Det skriver Fyens.dk.

I Kvickly i Nyborg har Søren Nielsen dog ikke overgivet sig helt til den digitaliserede annoncering.

- Vi bruger stadig ugeavisen, som vi altid har gjort, men vi bruger Facebook dagligt. Nogle gange tre-fire gange på en dag, siger varehuschefen.

Hver uge har Søren Nielsen en halv til en hel side i ugeavisen, men det er stort set kun varer som vin og lignende med længere holdbarhed, han markedsfører der.
Hver uge har Søren Nielsen en halv til en hel side i ugeavisen, men det er stort set kun varer som vin og lignende med længere holdbarhed, han markedsfører der.
Foto: Anders Høegh

Selv er han klar over, at det kan betyde, at ugeaviserne får det svært, når han og så mange andre annoncerer på sociale medier.

- Et eller andet sted synes jeg, at det ville være super ærgerligt, hvis ugeaviserne lukkede, for de har jo altid været der. Men der er kommet en stor spiller på markedet, hvor det bare er nemt, siger Søren Nielsen.

Avisen er ikke nødvendig

Foran Kvickly er kunderne på vej ind for at lave ugens indkøb bestående af de bedste tilbud. De har delte meninger om ugeavisen, og hvad det vil betyde, hvis den lukker ned.

- Så går jeg vel bare på nettet. Det ville ikke være det værste, der kunne ske, for jeg kigger primært efter tilbud i ugeavisen, siger John Rasmussen, der er pensionist.

- Det ville da være trist, for så får jeg ikke de helt lokale nyheder. Jeg bruger dem også til tilbud, som jeg så også skal søge et andet sted, siger Frank Vikkelsøe, der også er pensionist.

Kunderne i Kvickly har delte meninger om ugeavisen, samt hvad det vil betyde, hvis den lukker ned.

Men Kvicklys tilbud er stadig at finde i ugeaviserne, det er bare varer med længere holdbarhed som f.eks. vin. For ugeavisen udkommer kun en gang om ugen, hvor Facebook er tilgængelig hver eneste dag.

- Det er det hurtige i det. Vi finder på noget nu, køber noget nu og lægger det op nu. I ugeavisen er det som regel en eller to uger undervejs. Så det er bare nemt, siger Søren Nielsen.

Han går rundt og retter på varerne i grøntafdelingen, hvor de billige kartofler ligger klar til at blive købt.

- I dag har vi haft mulighed for at få et parti vildmose kartofler hjem, og i stedet for at putte det i ugeavisen, som først kommer i næste uge, hvor de er for gamle, så kan vi lægge det på Facebook og sælge dem til fire kroner.

Alle får noget ud af det

Over 6000 mennesker følger med i Kvickly Nyborgs opslag på Facebook, og det er til gavn for både Kvickly og kunderne, hvis man spørger varehuschefen.

- Varerne kom hjem i morges, det var billigt. Så lagde vi det på Facebook, som også er billigt. Vi får noget ud af det, og vores kunder får billige kartofler. Det er faktisk så simpelt, smiler Søren Nielsen.

Den store digitale udvikling har betydet, at Søren Nielsen har ansat en medarbejder 20 timer om ugen til at besvare de anmeldelser, de får på Facebook.

Søren Nielsen er sikker på, at fremtiden bliver langt mere digital. 
Søren Nielsen er sikker på, at fremtiden bliver langt mere digital. 
Foto: Anders Høgh

Ugeavisen holder han fast i lidt endnu, men har spår en digitalt domineret fremtid.

- Vi rammer to forskellige kundetyper med både avis og sociale medier. Den lidt ældre generation og den nye. Men jeg tror, det bliver meget mere digitalt. Jeg ved ikke, om det bliver Facebook, men det bliver i hvert fald digitalt, det er jeg ikke i tvivl om. Det er bare nemt, siger Søren Nielsen.

Oversigt

    Oversigt