Hash i Svendborg: - Det er blevet mere synligt i gadebilledet

Flere oplever, at det er blevet for nemt og normalt at ryge hash på åben gade i Svendborg.

- Man begynder at ryge hash offentligt, fordi det er nemt. Og det føles ikke som om, der er en risiko for at blive taget for noget ulovligt.

Sådan fortæller en 18-årig mand fra Svendborg. Han ønsker at optræde anonymt, men TV 2/Fyn er bekendt med hans identitet. 

Manden begyndte at ryge hash for nogle år siden sammen med sine venner. Det udviklede sig, og han endte med at ryge hash op til tre gange om ugen - ofte på offentlige steder i byen. 

quote Det er meget populært enten at sidde ved bænke, eller på kirkegården eller under nogle halvtage.

Anonym 18-årig dreng. 

- Det er meget populært enten at sidde ved bænke, eller på kirkegården eller under nogle halvtage, fortæller han. 

Fordobling på få år 

Kristian Kunkel og Marianne Grønbech er Svendborg Kommunes to udfarende SSP-medarbejdere. De har været makkere i 11 år. SSP er et samarbejde mellem Skole, Socialsektor og Politi, og makkerparets job er at forebygge kriminalitet og misbrug blandt børn og unge i Svendborg Kommune.

Gennem de seneste par år har de oplevet en udvikling i antallet af unge, der ryger hash i Svendborgs offentlighed. 

Fakta om unges brug af hash

- Det er blevet mere synligt. Helt klart. Sådan så de faktisk sidder oppe på Torvet, fortæller Kristian Kunckel.

Og Marianne Grønbech bakker ham op. 

- Det er dobbelt op, siger hun. 

Men er det ikke en fordel, at unge ryger hash i offentligheden, så I kan holde øje med dem? 

- Jo, det kan du have en pointe i. Men jeg vil hellere have det væk fra offentligheden, fordi så er der ingen nysgerrighed fra andre, mener Kristian Kunckel. 

Ifølge makkerparet er synligheden et problem, fordi det kan være med til at drage flere børn og unge, der færdes i Svendborgs gader, ind i hash-miljøet. 

Let at få fat i 

- Inde i Svendborg midtby tager det dig femten minutter, så har du det, du skal bruge, fortæller den anonyme mand. 

Men du ved jo, det er ulovligt?

- Ja, men det er ikke noget, man tænker over. Du ser ikke dig selv som kriminel. Hele mentaliteten om at ryge hash er positiv. 

quote Jeg blev meget påvirket, når jeg ikke røg. Jeg følte, at det var lettere at have det sjovt, når jeg røg.

Anonym 18-årig mand

Ifølge ham foregår salget med hash via Snapchat, sms'er eller med dealere i Svendborg midtby. Og det er let at få fat i, siger han.

Det bekræfter en række elever fra Svendborg Gymnasium. 

- Man kender altid nogen, der kender nogen. Og de fleste unge ved, hvor man kan få fat i det, fortæller 18-årige Anne Larsen.

 

 

Når mere bliver til endnu mere

- Til sidst er du med til at købe det, og så står du måske selv for det. Så er du ham, der sidder og introducerer nye for det. Det lister sig ind på dig, fortæller den 18-årige mand om det stigende misbrug, han oplevede.

Nu har han valgt at sætte en stopper for det. 

- Jeg blev meget påvirket, når jeg ikke røg. Jeg følte, at det var lettere at have det sjovt, når jeg røg, siger han. 

Det stigende hashmisbrug begyndte at gå ud over hans forhold til familie og venner. Nu fortæller han sin historie som skræk og advarsel til de, der begynder at ryge hash. 

- For det tager lynhurtigt overhånd, og man får lynhurtigt et behov for det. Det er ikke noget, jeg synes, folk skal gøre. Ikke som jeg har gjort det i hvert fald. 

Straffen

Se hele indslaget her. 
Flere svendborgensere oplever, at flere unge ryger hash på åben gade i Svendborg.

Oversigt

    Oversigt