I det fynske folks tjeneste

Brune skilte til sydfynske attraktioner: - Det er en blåstempling

Torsdag morgen har tre fynske attraktioner fået et brunt turistoplysningsskilt langs Svendborgmotorvejen, heriblandt det naturhistoriske museum Naturama i Svendborg.

00:29

Naturamas skilt er sat op ved motorvejsafkørsel Kirkeby langs Svendborgmotorvejen. Video: Ole Holbech

Langs Svendborgmotorvejen ved motorvejsafkørsel Kirkeby kan man fra torsdag morgen spotte et brunt skilt, som peger ind til det naurhistoriske museum Naturama i Svendborg. 

Sammen med Svanninge Bakker og veteranskibet M/S Helge, der sejler med gæster i Svendborgsund, har Naturama af vejdirektoratet fået tilladelse til at sætte de store, brune skilte op.

- Det er ikke et skilt, man bare kan bestille. Man bliver udvalgt og nøje kigget på, om man er en attraktion, som kan være med til at trække mange turister til området. Så vi er meget stolte og glade, fortæller Mads Dircknick-Holmfeld, der er kommunikationsleder på Naturama.

Brune turistoplysningstavler

Brune turistoplysningstavler er skilte opsat langs motorvejen, der viser en seværdighed eller attraktion, som trafikanten kan nå frem til fra næste motorvejsfrakørsel.

Skiltene placeres ved siden af kørebanen på motorvejen omkring 500 m før første frakørselsskilt, dvs. ca. 2 km før selve frakørslen.

Seværdigheden eller attraktionen skal ligge max 15 km fra nærmeste motorvej og der skal være en ”ledig” frakørsel, da der kun må opstilles én turistoplysningstavle pr. frakørsel i hver retning.

Tavlen er normalt 10,5 m2 - 3,5 m bred og 3 m. høj.

 

Kilde: vejdirektoratet.dk

Se mere

Spændende dyr trækker mennesker

Turistattraktionerne skal selv betale for skiltet. Det koster derfor Naturama cirka 60.000 kroner for én af de brune turistoplysningstavler, og der er både sat et op i nordgående og sydgående retning. Dertil kommer der årligt et mindre gebyr på et par tusinde kroner til vedligeholdelse og drift. 

Læs også Dronning Margrethe-film vises frem på Naturama

Men Mads Dircknick-Holmfeld tror, at pengene er godt givet ud.

- Det kommer til at betyde, at der er flere mennesker langs motorvejen, der kan se, at der er noget spændende i Svendborg. Al synlighed er vigtig, og når man ser skiltet vil det være let at google os og derefter besøge os, siger han.

Naturama er et naturhistorisk museum, der ligger i Svendborg. Foto: Ole Holbech

På skiltet gemmer der sig fire dyr, som skal vække interesse hos bilisterne, der kører forbi.

- Man kan se på skiltet, at der er noget spændende med dyr, og det er jeg sikker på, vil tiltrække en masse mennesker, påpeger Mads Dircknick-Holmfeld. 

På kort og på lang sigt

Pengene er lagt og skiltet er sat op. Selvom kommunikationslederen forventer et øget antal gæster, er det svært at sige, om pengene bliver tjent ind.

- Sådan er det altid med markedsføring. Men det giver en masse synlighed på både kort og lang sigt, som forhåbentligt betyder en øget publikumstilstrømning.

Læs også Slanger, frøer og fisk på NATURAMA

Trods lidt usikkerheder er der dog ingen tvivl om, at Mads Dircknick-Holmfeld og resten af Naturama er stolte over skiltet.

- Når man kører langs motorvejen, ser man de her fantastiske skilte, og det er en blåstempling af attraktionen. Man ser det på tyske motorveje, man ser det rundt i Danmark. Så for os er det fantastisk at blive en del af det selskab, understreger han.