Odense vil betale kriminelle for at flytte fra ghetto: - Det er en lortesituation

Befolkningssammensætningen i Risingområdet skal ændres, ellers risikerer 60 procent af de almene boliger i området at skulle rives ned.

Beboere med en dom fra 2019 kan få flyttehjælp fra Odense Kommune, hvis de indvilliger i at fraflytte deres bolig i en gruppe almene boliger i Risingområdet. Det skriver Fyens Stiftstidende onsdag.

Kommunen har taget det drastiske tiltag og tilbyder at give en gratis flytning samt 15.000 kroner for at få færre kriminelle i området, fordi beboersammensætningen i boligerne i Risingområdet i løbet af de næste halvanden måned skal ændres, så der bor færre kriminelle i de almene boliger i Riisingparken, Solbakken, Påskeløkken og Smedeløkken i det østlige Odense.

Ellers kommer området på listen over ’hårde ghettoer’ i Danmark, og så kan det få store konsekvenser for hele området – blandt andet med udsigt til massive bolignedrivninger.

- Dybest set er det jo en lortesituation og et valg mellem pest og kolera. Hvis vi ikke får nogle kriminelle til at flytte, så ender Solbakken på den hårde ghettoliste, og så skal vi til at rive rigtig mange boliger ned og flytte rigtig mange mennesker, siger Brian Dybro, der er rådmand i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, til TV 2/Fyn.

10-12 kriminelle skal flytte

Han vil rigtig gerne undgå at skulle rive 60 procent af de almene boliger i området ned. Det vil være konsekvensen, hvis området ender med at komme på listen over de såkaldt ’hårde ghettoer’ i Danmark.

- Det her er sidste skud i bøssen, for vi har haft sat ind med en ekstra beskæftigelsesindsats for at få folk i job, hvilket lykkedes udmærket. Vi sat ind i forhold til uddannelse, vi har gjort så man skal være i arbejde og tjene et vist beløb for at kunne flytte ind. Det er alt sammen lykkedes godt, men der er ikke så stor udflytning. Så det her er sidste skud i bøssen, siger rådmanden.

Rådmanden, kommunen og boligselskaberne håber at kunne lokke 10-12 for nyligt dømte beboere til at flytte inden årets udgang for at undgå den hårde ghettoliste.

Ifølge Fyens Stiftstidende vil boligselskaberne FAB, Civica og Odense Boligselskab både betale for flytningen samt give de flyttende kriminelle 14 dages husleje i en ny almen bolig. Desuden vil de friholde de dømte beboere fra at skulle betale indskud i en ny bolig i et andet område.

Sidste mulighed

Rådmanden er ikke helt glad for, at det har været nødvendigt at komme med et sådan tilbud til boligområdets kriminelle.

- Jeg har det rigtig svært med det, og jeg ville meget, meget gerne have undgået det her. Men vi har halvanden måned til at leve op til ghettolovgivningen, og hvis vi ikke får ændret beboersammensætningen, så der bor færre kriminelle derude, så skal vi rive boliger ned ligesom i Vollsmose. Det vil være åndssvagt, siger Brian Dybro.

Han mener, at nedrivninger af boliger i de fire almene boligområder vil gå ud over de helt forkerte mennesker.

- Så belastet er området altså heller ikke. Men det her er det sidste værktøj i kassen, vi nu tager op og tager i brug, siger Brian Dybro.

 
 
Foto: Ole Holbech

Oversigt

    Oversigt