I det fynske folks tjeneste

Tinderbox-talsmand: - Det er gået rigtig godt

Den femte udgave af Tinderbox Festival sluttede natten til søndag. Festivalens talsmand John Fogde kalder årets udgave en succes. 

00:47

John Fogde, der er talsmand for Tinderbox, er rigtig tilfreds med årets festival. Video: Helle Arensbak / Ritzau Scanpix

Klokken 1 natten til søndag gik det svenske producerkollektiv Swedish House Mafia på scenen på Tinderbox, som årets sidste navn på musikprogrammet. 

Dermed fik svenskerne æren af at lukke den femte udgave af Tinderbox-festivalen, som er forløbet rigtig godt ifølge festivalens talsmand, John Fogde. 

Læs også Se billederne: Sidste dag med fest på brandvarm Tinderbox

- Det er gået rigtig godt. Vi er meget glade. En af de ting, man aldrig har kontrol over, det er vejret, og det har jo været helt fantastisk. Det hjælper os rigtig meget i forhold til en masse ting. Folks tålmodighed er bare lidt større, når vejret er godt, pladsen er lige lidt flottere, og koncerterne går lige lidt bedre. 

Sådan lød vurderingen fra John Fogde, da han lørdag aften gæstede TV 2/Fyns studie på festivalpladsen. 

45.000 gæster gav lange køer

I løbet af festivalens tre dage har tæt på 45.000 gæster været med til fest i Tusindårsskoven i det sydvestlige Odense. 

Men de mange gæster har også betydet, at der periodevist har været kø ved indgangen og garderoben. Det er noget, som der skal kigges på, når årets festival skal evalueres, siger John Fogde. 

Læs også Tinderbox lovede at stramme op, men mindreårige kan stadig købe alkohol

- Det er altid ærgerligt, når folk står i kø for at komme ind, og vi har helt klart set, der har været en periode omkring klokken 20, hvor folk har stået lidt for lang tid i kø til garderoben. 

- Det er, fordi vi er vanemennesker. På en eller anden måde bliver vi sultne på samme tidspunkt, og vi bliver kolde på samme tidspunkt. Der synes jeg, det er lidt ærgerligt, at folk skal trække måske en halv time ud af deres festival for at hente deres sweater. Om man kan gøre noget ved det, er svært at sige. Der er jo også nogle helt menneskelige faktorer, som gør, at det kan være svært, siger John Fogde. 

Genbrugsordning en succes 

Mens der skal kigges på, om garderoben og indgangen kan laves på en bedre måde, så har den nye ordning med genbrugsplastglas været en succes, mener John Fogde. 

- Én af de store ting for os har været genbrugsplastglassene, som vi har introduceret sammen med Tuborg. Der skal vi kigge på, om det fungerede. Det synes jeg allerede, vi kan sige, det gjorde. Men fungerede det optimalt, eller kan vi gøre det endnu bedre, spørger han.  

Læs også Genbrug på Tinderbox: 13 meter monstrum vasker 9.000 glas i timen

Tinderbox Festival har en målsætning om at genanvende 60 procent af det indsamlede affald, og den målsætning forventes at blive indfriet i år. 

Næste års Tinderbox afvikles i Tusindårsskoven i Odense fra den 25. til 27. juni 2020. 

04:18 Luk video