I det fynske folks tjeneste

Græsrødder i garagen: - Det er lidt en hobbyklub for nørder

I en garage i Odense spirer en græsrodsbevægelse frem. 20 unge iværksættere har fundet sammen for at eksperimentere og lære. Og her deler man både fif og værktøj.

00:11

Iværksætter Clionadh Martin er en af folkene bag den nye iværksættergarage. Video: Morten Grundholm

Kender du det, når man står og skal lave et eksperiment, og så mangler man lige en symaskine, en 3D-printer eller måske bare en boremaskine for, at du kan nå helt i mål. 

Det gjorde irske Clionadh Martin, der har været med til at skabe O'Town Garage, der ligger på hjørnet af Skibhusvej og Egebækvej. 20 unge iværksættere står klar til at eksperimentere og lære i den gamle industribygning, der snart åbner. 

- Vi havde ikke noget sted at tage hen. Mange af menneskerne bor i lejligheder. Hvad, vi havde behov for, var et sted, siger Clionadh Martin. 

Læs også Fynsk robot har reddet 10.000 ton madvarer

Idéen bag garagen er, at man betaler et månedligt beløb på mellem 100 og 200 kroner, og så får man adgang til masser af værktøj og masser af plads. Clionadh Martin arbejder selv på en mobil robot, der skal hjælpe personalet i supermarkeder. 

På jagt efter russisk satellit

Alex Holberg, der har en bachelor i software engineering, har været frivillig i The O'Town Garage siden opstarten i februar.

Lige nu arbejder han på at fange et signal fra en russisk vejrsatelit ved hjælp af en kammerat, der holder en hjemmelavet antenne op i luften. Eller dét, der mest af alt minder om et lille smørrebræt med to strikkepinde i.

- Jeg synes, det er spændende. Det er jo lidt en hobbyklub for nørder. Det er supergodt, at der er et sted, hvor vi kan samles. Det er jo her, det sker, siger Alex Holberg. 

Artiklen forsættes under videoen.

00:34

Alex's kammerat holder den hjemmelavede antenne op i luften. De forsøger at fange signalet fra den russiske vejrsatellit Meteor. Og det lykkedes.

Luk video

 

Han lykkes med at fange signalet fra den russiske vejrsatellit Meteor, og det er den slags eksperimenter, han ikke ville have mulighed for uden O'Town Garage.

 -  Her har jeg værktøj og masser af plads at boltre mig på. Hjemme i min egen lille lejlighed på ingen kvadratmeter er der hverken plads eller værktøj. Og det er jo dyrt, hvis alle skal have en boremaskine og et savværk derhjemme. Så det hjælper, når vi alle kan deles om det, siger han. 

Stressfrit læringsmiljø

Både udlændinge og danskere er med i fællesskabet. 33-årige Clionadh Martin har i over seks år arbejdet med mobile robotter. Hun håber, O'Town Garage kan blive en hjemsted for folk, der har lyst til at eksperimentere og bliver klogere på teknologi.

- At programmere og bygge og den slags ting er færdigheder, der er mangel på. Her tilbyder vi et meget behagelig sted, hvor folk faktisk kan lære dem uden at blive totalt stressede, siger hun. 

Læs også Robotvirksomhed lander millionordre: - Det er super vigtigt for os

Åbningen er blevet mulig med de 100.000 kroner, som Charlotte Hybschmann Jacobsen og hendes mand Niels, der er stifter og opfinder af MiR-robotterne, har givet til projektet. Charlotte Juul Jakobsen er enig med Clionadh Martin i, at det skal være stressfrit miljø. 

- De behøver ikke at komme med en fix og færdig business plan eller en fin ansøgning. Det her er virkelig en legeplads for idéer og kreativitet og samvær, siger hun.

O'Town Garage er udover Clionadh Martin skabt af Carl Chatfield fra Australien og Alina Hurciuc fra Moldova. Charlotte Hybschmann Jacobsen er imponeret over de tre iværksættere, og hun håber, at konceptet med et fælles værksted kan sprede sig i Danmark. 

- Jeg tror, den eksisterer mange steder ude i verden, men i Danmark lyder det til at være ret nyt. Jeg synes, det er virkelig sejt gået af de tre grundlæggere af den her plads, og det kan sagtens være, det bringer andre til at lave lignende work spaces, siger hun.

Borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel, bifalder den nye iværksættergarage.

- De her miljøer er jo sådan nogle, der kan være med til at fostre de næste gode idéer, fordi det er så dedikerede mennesker, der vil det her. Så jeg håber, det kan inspirere andre både iværksættere, unge og også ejendomsudviklere til at se, at der også er et boligmarked her, vi skal følge med på, siger han. 

Garagen åbner officielt lørdag.