I det fynske folks tjeneste

Kenneth vandrer for syge børn: - Det er meget rørende

Igen i år vandrer to fynboer for at samle penge ind til alvorligt syge børn og unge på OUH.

Sidste år gik de to fynske venner Langeland rundt for at samle penge ind til alvorligt syge børn på OUH.

150 kilometer, seks dage og en hjemmelavet bivuak.

Sådan lyder ingredienslisten, når de to venner fra Assens Kenneth Tuelund Hansen og Hans Hansen for fjerde gang tager på vandretur for at samle penge ind til alvorligt syge børn på OUH.

Børn skal have lov til at være børn og komme ud og lege, og det kan være rigtig svært på et sygehus

Kenneth Tuelund Hansen, skolelærer og pædagog

- Vi går for den gode gernings skyld, og så er det dejligt at komme ud at gå. Vi synes, det giver mening, når vi får så mange penge, og folk der henvender sig. Det er fedt, at folk støtter op omkring det, siger Kenneth Tuelund Hansen.

I år ligger gåturen på en rute i det jyske. De to venner mødes mandag den 8. juli om formiddagen i Assens på O’Neill’s Irish Pub og kører mod Ringkøbing. Herfra går vennerne i seks dage, indtil de når English Pub i Aarhus.

På den 150 kilometer lange rute skal vennerne bestige Himmelbjerget, ro i kano og besøge Virklund Bryghus. Når natten melder sin ankomst, overnatter de i deres hjemmelavede Bivuak eller i et shelter.

Læs også Alma og Noa løber for lungesyge børn

For Kenneth Tuelund Hansen er den lange gåtur det hele værd.

- Når man får at vide, hvor udfordret børnene og deres familier er, gør det et stort indtryk. Det er meget rørende. Børn skal have lov til at være børn og komme ud og lege, og det kan være rigtig svært på et sygehus, siger han.

Gaver for 72.000

De to venner køber selv gaverne til børneafdelingen på OUH. Samlet modtog de to venner sidste år lige under 900 donationer, som tilsammen gav et beløb på 72.000 kroner. Et beløb de to venner langt fra havde regnet med.

- At det skulle være så meget, var vi slet ikke forberedte på, og det betød, at vi skulle have bogholder på lige pludselig, siger Kenneth Tuelund Hansen.

33.000 blev brugt på legetøj til børneafdelingen på OUH som fik lego, puslespil og farveblyanter. Der blev også købt fire gavekort á 3.500 på ferieophold til Lalandia og menubilletter til Bull Burger i Odense, hvor familierne kunne aflevere en billet og få en menu.

Læs også Forældre i oprør: Hospital lukker for særlig madordning til kræftsyge børn

Derudover gik 21.000 kroner til et team, der tager ud til familier og laver alt klar, så terminalt syge børn kan sove ind i hjemmet. Og på teams til terminalt syge.

Hvert år i uge 28 vandrer de to venner for at samle penge ind - og pengene går altid til den samme sag. Man kan donere penge til de syge børn på OUH i hele uge 28, men Kenneth Tuelund Hansen tør næsten ikke spå om dette års beløb.

- Vi har samme holdning som altid, at 10.000 kroner er ret flot. Et lille håb er at slå sidste års rekord. Jeg tør ikke sætte et tal på, men vi har snakket om, at det kunne være for vildt at nå de 100.000, siger Kenneth Tuelund Hansen, der tilføjer, at selv den mindste donation har sin ret.