I det fynske folks tjeneste

Robotvirksomhed lander millionordre: - Det er super vigtigt for os

Fynske Egatec har netop offentliggjort, at de har fået en ordre på et tocifret millionbeløb. Virksomheden skal levere maskiner til produktion af lad til pickup trucks.

Mads Nychel er glad for den store ordre. Foto: Egatec

Den odenseanske virksomhed Egatec har landet en af sine største ordre i nyere tid. Virksomheden skal levere produktionsudstyr til Mountain Top Industries, som bygger udstyr til bilindustrien. 

Direktør Mads Nychel er glad for den store ordre, som han fortæller, i hvert fald er blandt de ti største i nyere tid for virksomheden. 

Læs også Fynsk robot har reddet 10.000 ton madvarer

- Det er super vigtigt for os. Det er jo en stor ordre, men hvad der er endu mere vigtigt er, at det er en genbestilling. Vi begyndte allerede at samarbejde med Mountain Top Industries i 2015. Den her ordre indikerer jo, at de er glade for samarbejdet, siger han. 

Ingeniørvirksomheden Egatec blev etableret i 2003 og leverer automationsløsninger til en lang række brancher.

Ordren fra Mountain Top Industries går ud på at levere robotter, der skal bruges til at samle lad til pickup trucks.

Mountain Top Industries leverer udstyr til blandt andre Ford og Toyota. Virksomehden er en såkaldt Tier 1-virksomhed, som betyder, de leverer produkter direkte til bilindustrien. 

Læs også Robot-virksomhed vinder iværksætterpris

Egatecs direktør vil ikke ind på den præcis størrelse på ordren, men fortæller, at når det kommer til tocifrede millionbeløb, så er den i den lave ende. 

Leveringen af de nye robotter begynder i slutningen af 2019.