Flere motorvejsspor på Fyn: - Det er svært at få armene ned

Både direktøren for Fynsk Erhverv og fynske Jane Heitmann (V) er glade for planerne om en udvidelse af motorvejen syd om Odense. Planerne kom frem ved onsdagens infrastrukturaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

- Al god transportpolitik handler i meget høj grad om tid, altså den tid, som vi ikke gider at bruge i transporten, fordi vi kan gøre noget bedre med den. 

Sådan startede transportminister, Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, onsdagens pressemøde, hvor regeringen sammen med Dansk Folkeparti præsenterer et nyt tiårigt forlig om infrastrukturen i Danmark. 

quote Jeg er rigtig glad for beslutningen om udvidelsen til seks spor syd om Odense

Jytte Reinholdt, direktør for Fynsk Erhverv

Og netop transporttiden, som mange danskere bruger i myldretrafikken på motorvejen syd om Odense, er en af de ting, som der skal gøres noget ved. 

Nu er det nemlig sikkert, at Fyn får en god bid af infrastruktur-kagen. 

Nogle af de fynske tiltag er støjbekæmpelse på Thujavej i Odense, en ny togbane over Vestfyn og en udvidelse af motorvejen syd om Odense. 

HER ER DE FYNSKE PROJEKTER I AFTALEN

Svært at få armene ned på Fyn

Netop udvidelsen af motorvejen syd om Odense vækker begejstring hos blandt andet direktøren for Fynsk Erhverv og fynske Jane Heitmann (V).

- Jeg er rigtig glad for beslutningen om udvidelsen til seks spor syd om Odense, udtaler Jytte Reinholdt til TV 2/Fyn. 

Og den jubel deltager fynske Jane Heitmann (V), der er medlem af Folketingets Transportudvalg, gladeligt i.

- Det er et historisk løft af infrastrukturen og fuldt fokus på Fyn. Jeg kan næsten ikke få armene ned, udtaler hun til TV 2/Fyn.

Udvidelsen af den fynske motorvej syd om Odense skal efter planen begynde i 2021. Aftaleparterne er enige om at afsætte 1,09 milliarder kroner til udvidelsen fra afkørsel 53 Odense V til og med ny afkørsel 50 Hjallese fra fire til seks spor. 

Det kommer ifølge direktøren for Fynsk Erhverv til at betyde meget for fynboerne. 

- Vi har netop afsluttet en undersøgelse blandt vores medlemmer i Fynsk Erhvervspanel, der viser, at netop det emne og den strækning har topprioritet, udtaler hun til TV 2/Fyn. 

Oversigt

    Oversigt