I det fynske folks tjeneste

Klimafamilie på ferie: - Det er svært at leve klimavenligt, når vi rejser

Familien Hjortenberg fra Svendborg vil gerne skrue ned for CO2-udslippet. Men det giver en del udfordringer, når man gerne vil holde ferie i Norge.

Familien Hjortenbergs tur til Norge blev fuld af udfordringer, fordi familien gerne vil leve klimavenligt. For eksempel var det et no-go at rejse med fly. Det betød længere rejsetid for Greg, Louie, Alba og Anna. (Privatfoto.)

Det gik ellers lige så godt for familien Hjortenberg i Svendborg. Hverdagens rutiner var stille og roligt ved at ændre sig i en mere klimavenlig retning.

Men så skulle familien på ferie i Norge, og så stod klimaudfordringerne pludselig i kø.

- At rejse giver en masse udfordringer, når man tager klimabrillerne på. Bare valget af transportform har været svært, siger Anne Hjortenberg.

Den fynske familie deltager sammen med tre andre familier i et forsøg, hvor de i tre måneder skal forsøge at leve en mere klimavenlig hverdag. Familien består af Anne Hjortenberg og Greg Reynolds og de to børn Alba og Louie på henholdsvis 14 og 9 år.

Ni-årige Louie på vej til Norge på familietur - med tog og færge i stedet for fly. Louies familie vil nemlig gerne udlede så lidt CO2 som muligt. Spørgsmålet er, om de store færger er klimavenlige? Det er familien Hjortenberg siden kommet til at tænke på. (Privatfoto.)

Familieturen til Norge var egentlig planlagt som en flyrejse, men den store CO2-udledning, der kommer fra rutefly, ville påvirke familiens klimaregnskab i uheldig retning.

- Derfor valgte vi en kombination af tog og færge i stedet for. Det medførte til gengæld, at vi måtte bruge en større del af vores ferie på transport. Det var lidt et problem, men vi besluttede os for at se selve den lange rejse med især den store færge til Bergen som en del af ferieoplevelsen, fortæller Anne Hjortenberg.

Flere rejser med fly

Flytrafik udleder i dag omkring 900 millioner ton CO2 om året, svarende til mellem to og tre procent af det globale udslip af drivhusgasser. Det vurderer tænketanken RMI.

Andelen er stigende, for på trods af klimabekymring har der aldrig været så mange flyrejsende som nu. I 2017 var der 4,1 milliarder flyrejser på verdensplan, og det tal ventes at blive fordoblet til 8,2 milliarder de næste 20 år, spår den globale brancheorganisation Iata.

- Vi er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt den store færge mellem Danmark og Norge er særlig klimavenlig, når det kommer til stykket. Men vi var ret sikre på, at vi ikke ville flyve. Så måtte vi leve med den længere rejsetid, siger Anne Hjortenberg.

Vi plejer at planlægge vores måltider, men det er svært, når man er undervejs på en rejse.

Anne Hjortenberg

Familien fra Svendborg havde planlagt at holde ferie i Norge midt i forsøgsperioden, hvor familien forsøger at leve klimavenligt. Derfor talte ferien med i familiens CO2-regnskab. Og det viste sig, at det ikke kun var selve transporten til og fra feriestedet, som gav udfordringer.

- Det viste sig at være svært at sortere affald undervejs på vores rejse. Det var også en stor udfordring at finde klimavenlig mad on-the-go. Vi plejer at planlægge vores måltider, men det er svært, når man er undervejs på en rejse, fortæller Anne Hjortenberg.

CO2-udledning pr. kilometer

Cykel: 0 gram
Bus: 27 gram
Tog: 37 gram
Bil (diesel): 160 gram
Færge: 170 gram
Fly: 223 gram

Kilde: Greenmatch.dk - læs mere på dette link

Familien har kortlagt deres klimaerfaringer under ferieturen i en dagbog. Derfor håber den fynske familie at kunne bruge erfaringerne senere og måske også formidle dem videre til andre.

Projektet med de fire fynske klimafamilier gennemføres i et samarbejde mellem AOF Sydfyn, Det Økologiske Råd og den grønne organisation Go2Green.

00:24

Klimafamilien fra Svendborg er ankommet til Hirtshals. Nu går turen til Norge med færge. Forhåbentlig en mere klimavenlig løsning end at rejse med fly, som ellers var det oplagte valg. Video: Anne Hjortenberg. 

Luk video

 

FAMILIEN HJORTENBERGS CO2-REGNSKAB

Antal personer i husstanden: To voksne og to børn

Familiens klimamålsætning: 10.000 kilo

Familiens nuværende samlede årlige CO2-udledning: 36.827 kilo

CO2-udledning transport inklusiv ferie: 11.525 kilo

CO2-udledning køb af nye forbrugsgoder (skøn): 13.500 kilo

CO2-udledning fødevarer: 5.023 kilo

CO2-udledning opvarmning: 3.229 kilo

CO2-udledning streaming og lignende (skøn): 3.000 kilo

Kilde: Det Økologiske Råd, klimarådgiver Kåre Press-Kristensen - læs mere på dette link