I det fynske folks tjeneste

Anonym mail til byrådsmedlemmer: - Det flyder med stoffer

Børn ned til 12-års alderen køber hash, og det bliver solgt helt åbenlyst i gaderne i Svendborg, mener en gruppe forældre, der har sendt en mail til byrådet. - Lovliggør stofferne, mener 21-årige Rasmus Bech Petersen.

21-årige Rasmus Bech Petersen fra Ollerup mener, at hashen bør legaliseres, hvis man vil problemerne med stoffer til livs i Svendborg-området. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix



En gruppe forældre fra Svendborg-området er gået sammen om at skrive en mail til medlemmerne af Svendborg Byråd.

I mailen skriver de, at børn helt ned til 12-13 år køber hash, og at det bliver solgt helt åbenlyst i Svendborg Storcenters parkeringskælder og ved Den Blå Lagune på Østre Havnevej, og at det ryges åbenlyst på torvet i Svendborg. Det skriver Fyns Amts Avis.

Bemærk har talt med en 21-årig mand fra Ollerup nær Svendborg. Hans navn er Rasmus Bech Petersen og ifølge ham bør politikerne vælge en alternativ tilgang til udfordringerne med stoffer i området.

- Jeg mener, det bør lovliggøres, så det kun bliver folk over 18 år, som kan købe det. Det vil begrænse antallet af mindeårige, der får fat på stofferne. Og ved at legalisere det får vi også tal og statistikker, så vi kan regne på hvor mange, der bruger det, mener Rasmus Bech Petersen.

Tror du ikke, det vil få endnu flere til at bruge hash, hvis det bliver legaliseret?

- I Californien i USA har man legaliseret hash, og der har det haft den modsatte effekt, svarer Rasmus Bech Petersen og tilføjer:

- Herhjemme tror jeg, det vil fjerne noget af spændingen, hvis man legaliserer det. Så kan alle jo gå ned og gøre det, når de fylder 18, og hvis man smider fødevarekontrol på, kan man sikre, at det ikke er noget snavs, man køber, siger han til Bemærk.

Næsten 45 procent af alle 16-44-årige har prøvet at ryge hash en eller flere gange i deres liv. Kilde: Sundhedsstyrelsens rapport 'Narkotikasituationen i Danmark, 2017.' Foto: Christinne Muschi / Ritzau Scanpix

00:32

Hash og andre stoffer købes ofte i Svendborg midtby, og så er det ofte, at man ikke kan tage hjem til en kammerat eller sig selv og ryge det, fortalte en anonym kilde til Bemærk tilbage i december måned.

Luk video

Ikke nok politi, mener mor til to

Reaktionen fra forældrene kommer tre måneder efter, at Bemærk kunne fortælle om, at hash er blevet mere synligt i gadebilledet i Svendborg.

- Man begynder at ryge hash offentligt, fordi det er nemt. Og det føles ikke som om, der er en risiko for at blive taget for noget ulovligt, fortalte en 18-årig anonym kilde til Bemærk tilbage i december.

Skal man tro forældrenes mail til byrådet, er de tilstande ikke ændret siden.

En af de lokale forældre, der bakker op om budskabet i mailen til Svendborg byråd, er 30-årige Ditte, der er mor til to.

- Der har altid været sindssygt mange stoffer i Svendborg, og der er ikke nok politi til at tage sig af det. Vi har to betjente, der render rundt, og det er ikke nok, siger hun til Bemærk.

- Ofte har de unge ikke en skid at lave, og så længe man får lov til at gå på gaden, uden nogen har en føling med, hvad der foregår, så er det klart, det sker. Vores SSP-medarbejdere bør have en relation til de unge, så de kan finde ud af, hvor det kommer fra og måske påvirke dem til at lade være, tilføjer hun.

03:10

Bemærk satte i december fokus på, at hash og andre stoffer er blevet mere synlige i Svendborg. Se indslaget her.

Luk video

Læs også Fyns bedste underviser: Pernille blev rørt til tårer af sine elever