Det Fynske Folkemøde er kommet for at blive

Opinionsredaktør på Fyens Stiftstidende og ordstyrer i de politiske debatter på Det Fynske Folkemøde, Peter Hagmund, garanterede efter mødet, at der kommer et nyt folkemøde i 2017.

Folkemødet, der fandt sted i bladhuset på Banegårdspladsen i Odense lørdag var det største i de fire år, avisen har holdt møderne.

- Vi ser på det store besøgstal, vi har haft i løbet af dagen - så mange, at pølserne blev udsolgt - at folk er interesserede, de vil gerne møde avisens journalister og se det hus, hvor nyhederne bliver til. Så selvfølgelig er vi her igen næste år, sagde Peter Hagmund til TV 2/FYN.

Han regner også med, at det næste møde bliver endnu større.

Fra debatterne under mødet hæftede Peter Hagmund sig især ved, at Søren Pind holder fast i, at vi lever i et fredeligt samfund trods den megen snak om terror og islamisme og senest de begivenheder, der udspillede sig tidligere på ugen på Christiania.

Han synes også det var interessant at se den forbrødring, der er sket mellem Socialdemokraterne og Venstre på hele kanonområdet.

- Tidligere var venstrefløjen kritisk overfor kanontanken, men diskussionen mellem Dan Jørgensen og Bertel Haarder viste, at Socialdemokraterne er med på den vogn nu, sagde Peter Hagmund efter mødet.

Endelig viste dagens klimadebat mellem klimaminister Lars Chr. Lilleholt og tidligere generalsekretær for Verdensnaturfonden, Gitte Seeberg, at der er stor forskel mellem den måde, regeringen anskuer sin egen klimapolitik og den måde, som den bliver anskuet på udefra.

- Gitte Seeberg gik hårdt til klimaministeren, og det gjorde flere af spørgerne også.

 

Hele interviewet med opinionsredaktør og ordstyrer på Det Fynske Folkemødet, Peter Hagmund

 

Deltager i Det Fynske Folkemøde: En dejlig dag

 

Oversigt

    Oversigt