Jette har børneeksem: - Det har store konsekvenser

Kløende rødt eksem er noget, mange danskere døjer med. Den atopiske eksem som også kaldes børneeksem har haft store konsekvenser for Jette Stabel Andersens dagligdag.

Det klør, svier og kan for nogle fylde rigtig meget i hverdagen. 

Helt op mod hvert femte barn har så kløende og rødt eksem på huden, at de har fået diagnosen børneeksem, som også kaldes atopisk eksem. 

quote Det har stadig nogle store konsekvenser i dagligdagen, men man lærer jo at leve med det. Og man bliver bedre til at acceptere det.

Jette Stabel Andersen, deltager til eksemskolen i Middelfart

Hos de fleste forsvinder sygdommen i løbet af barndommen, men for hver tredje med børneeksem fortsætter det meget ubehagelige eksem langt ind i voksenlivet, og der kan eksemen være en stor plage.

Jette Stabel Andersen er én af dem, som stadig døjer med det røde udslæt som voksen, og derfor skal hun onsdag aften med, når Astma-Allergi Danmark afholder en såkaldt eksemskole i Middelfart. Her kan alle fynboer møde op til arrangementet og få svar på, hvordan de kan behandle deres eksem. 

Hvad er børneeksem?

Selvom Jette Stabel Andersen har fået det bedre, end da hun var barn, fylder udslættet stadig meget i hendes hverdag. 

- Det har stadig nogle store konsekvenser i dagligdagen, men man lærer jo at leve med det. Og man bliver bedre til at acceptere det, fortæller hun til TV 2/Fyn. 

Jette Stabel Andersen skal altid være opmærksom på, om der er parfume i de plejeprodukter, som hun bruger både derhjemme og på arbejdet. Og hvis nogle af hendes kolleger har parfume på, kan det også godt påvirke hendes eksem. Det samme kan, hvis der er dyr og gulvtæpper de steder, hvor hun kommer. 

Føler sig alene

Jette Stabel Andersen er langt fra alene om at have atopisk eksem i Danmark, men alligevel fortæller hun, at hun ofte føler sig alene, da der ikke er meget hjælp at hente rundt omkring i sundhedssystemet. 

Hun bruger til dagligt hormoncremer for at lette symptomerne og holde eksemen nede. Derudover har hun også prøvet mange andre former for behandling af i håb om at komme børneeksemen til livs. Blandt andet har hun prøvet forskellige former for alternativ behandling. 

- Jeg har heldigvis en god læge, som også selv lider af atopisk eksem, og som har det som interesseområde og fortæller mig, hvis der er noget ny forskning. Men det er meget begrænset, hvad jeg får af hjælp, fortæller hun.

Jette Stabel Andersen har prøvet mange forskellige behandlinger for eksem. 

Resten af familien er også ramt

Jette Stabel Andersen er ikke den eneste i familien fra Taulov, der døjer med den kløende eksem. Jette Stabel Andersens datter har også børneeksem, og det er blot endnu en god grund til, at Jette Stabil Andersen tager til onsdagens eksemskole i Middelfart. 

- Jeg vil gerne stille fagpersonerne nogle spørgsmål. Hvorfor bliver der ikke undersøgt mere i forhold til kost og allergi? 

Jette Stabel Andersen vil også spørge ind til, hvordan hun kan hjælpe sin datter, og hvad den nyeste forskning på området viser. 

Sådan kan du beskytte dit barns hud

Vil du vide mere om din egen eller dine børns eksem, kan du melde dig til eksemskolen i Middelfart på Astma-Allergi Danmarks hjemmeside. Det foregår onsdag aften fra klokken 17.00 til 20.30. 

Oversigt

    Oversigt