Tøm en operakulisse: Det hele skal væk - og det er gratis!

Den Fynske Opera inviterer fynboerne til at hjælpe med at tømme deres fjernlager for en masse ting. Mange har allerede været forbi.

Opdatering
Clock24. apr 2019, kl. 18:21
Operachef Karsten Pudselykke oplyser kort efter klokken 18.00 til TV 2/Fyn, at i nærheden af 300 besøgende har støvsuget lageret. Alt er således væk.

Det, som for nogle er skrot, kan være guld for andre. 

Den Fynske Opera flytter fra sit fjernlager, og derfor åbnede de onsdag dørene op, så alle kunne komme og tømme lageret helt gratis. 

quote Folk stod jo i kø og kom allerede klokken halv ti, og jeg havde jo ikke lige været forberedt på, at interessen var så stor.

Karsten Pudselykke, administrerende direktør ved Den Fynske Opera

- Jeg havde egentlig tænkt, at det hele bare skulle smides ud. Jeg havde bestilt to store containere og nogle folk, der bare skulle tømme det. Men igår da jeg gik og gjorde klar til, at det hele skulle tømmes, der falder det mig ind, at der jo er noget af det her, som for mig bare er skrot, men for andre jo er guld, fortæller Karsten Pudselykke, der er administrerende direktør ved Den Fynske Opera, til TV 2/Fyn. 

Jytte Jakobsen fra Odense er én af dem, der er mødt op på fjernlageret for at få fingrene i nogle operating. 

- Jeg synes, det er så fedt. Ellers var det jo bare blevet smidt ud, siger hun og fortsætter:

- Jeg har fået en stigereol, og min søn og svigerdatter har fået et spejl og noget andet også.

Jytte Jakobsen har været forbi fjernlageret i Odense for at kigge og få lidt med hjem. 

Scenelamper, værkstedsborde og operaplakater 

Så hvis du sidder med en lille samler gemt i maven, eller du bare godt kunne bruge en ny lampe eller en operaplakat til væggen derhjemme, så har du muligheden for at få fingrene i de ting, når Den Fynske Opera inviterer til tømning af deres lager. 

- Det er jo sådan noget, som vores gamle lamper, som vi ikke kan bruge mere, fordi det er glødepære, men som er gået hen og blevet samlerobjekter. Der er jo nogen, der skifter hele indmaden i dem og sætter ganske almindelige LED-pære i og bruger dem hjemme i husholdningen, fortæller Karsten Pudselykke.

De gamle scenelamper er blevet revet væk til tømning af Den Fynske Operas fjernlager.

Lang kø og stor interesse

Du skal være hurtig, hvis du vil have nogle af tingene, for allerede en halv time før dørene åbnede onsdag formiddag, stod der mange mennesker i kø for at kigge i operaens gemmer spredt ud på omkring 700 kvadratmeter og tre etager. 

- Folk stod jo i kø og kom allerede klokken halv ti, og jeg havde jo ikke lige været forberedt på, at interessen var så stor, siger Karsten Pudselykke og fortsætter:

- Jeg blev nødt til at sige til dem alle sammen, at de altså lige skulle vente lidt, så det blev fair for alle. 

Allerede klokken 12 kunne operadirektøren fortælle til TV 2/Fyn, at der havde været omkring 250 mennesker forbi fjernlageret i Odense. 

- Det er gået rigtig hurtigt, konstaterer han. 

Fjernlageret ligger på Wichmansgade 11 i Odense, og det har åbent indtil klokken 18 onsdag.

Oversigt

    Oversigt