Politi efter J-dag: - Det her er altså i overkanten

Årets julebryg var kun ét minut gammel, da den første spiritusbilist blev taget af Fyns Politi. Hele syv blev taget på fem timer. Det er for mange ifølge vagtchefen.

De sidste fynboer har efterhånden nået deres senge efter at have fejret, at julebryggen er blevet "frigivet". Men ikke alle valgte det rigtige transportmiddel hjem fra en våd nat.

quote Én spirituskørsel er én for mange. Men det her, det er altså i overkanten. Det er alt for mange

Lars Thede, vagtchef ved Fyns Politi

Faktisk blev det til hele syv spirituskørsler eller færdselsuheld med spiritus inden for kun fem timer natten til lørdag. 

Traditionelt er der mange mennesker, der vil ud og have fat i de eftertragtede juleøl, men ifølge vagtchefen ved Fyns Politi, Lars Thede, er syv flere end, hvad der normalt er, når julebryggen frigives. 

- Én spirituskørsel er én for mange. Men det her, det er altså i overkanten. Det er alt for mange, siger vagtchefen til TV 2/Fyn. 

Klar til J-dag

- Det er ikke unormalt, at vi har en del mere at lave, når julebryggen bliver frigivet. Vi oplever typisk, at der er omkring to til tre spirituskørsler, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi. 

quote Vi har selvfølgelig også særlig bevågenhed sådan en weekend her, og derfor vil vi jo også få fat på flere. Men det her er i overkanten.

Lars Thede, vagtchef ved Fyns Politi

- Vi har selvfølgelig også særlig bevågenhed sådan en weekend her, og derfor vil vi jo også få fat på flere. Men det her er i overkanten. 

Fyns Politi havde ellers lagt en lille påmindelse ud på de social medier fredag eftermiddag, hvor de opfordrede fynboerne til at tænke over, hvordan de havde tænkt sig at komme hjem fra deres brandert. 

Ét minut gammel julebryg

Faktisk så var årets julebryg kun et minut gammel, da Fyns Politi tog den første spiritusbilist i at køre rundt på de fynske veje. 

Det drejede sig om en 21-årig kvinde fra Odense, der blev stoppet på Fælledvej i Odense. Allerede klokken 22.10 var den gal igen. Der blev en 26-årig mand stoppet på Eddavej i Odense. 

To uheld med spiritus i blodet

Kort tid efter drejede det sig om en knallert på Hønnerupvej i Geldsted, hvor en 53-årig mand kørte galt. 

- Det er en soloulykke, hvor manden bliver kørt til Kolding Sygehus. Hans tilstand er ikke kritisk, men han kom da til skade, fortæller Lars Thede. 

Næsten på samme tid skete der endnu et uheld i det fynske. Her kørte en 78-årig mand fra lokalområdet over i modkørende vognbane i et sving på Helnæs Byvej i Ebberup, hvor han stødte ind i en anden bilist. Ingen af dem er ifølge vagtchefen ved Fyns Politi kommet til skade, men den 78-årige mand får frakendt sit kørekort. 

Klokken 00.25 var den gal igen. 

- På Bogensevej i Odense tager en patrulje en 27-årig kvinde fra Veflingekanten i at køre påvirket i bil, fortæller Lars Thede. 

Den næste halvanden time blev en 21-årig mand taget på Rødegårdsvej, mens en 49-årig mand blev taget på Rugårdsvej i Odense for spirituskørsel

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt