I det fynske folks tjeneste

Nej tak til fossile brændstoffer: - Det kommer til at koste penge

Nyborg Kommune siger nej til at investere i fossile virksomheder - ligesom fire andre fynske kommuner. Det kommer til at koste 700.000 kroner for kommunen.

00:25

Borgmester i Nyborg Kommune Kenneth Muhs (V) er glad for beslutningen om, at de ikke vil investere i fossile virksomheder i kommunen. Video: Ken Pedersen

Politikerne i Nyborg Kommune vil fremover ikke investere i firmaer, der har mere end fem procent af deres indtægter fra kul, olie og gas. Beslutningen blev taget af byens økonomiudvalg mandag, som tirsdag aften følger op på beslutningen.

Med beslutningen skriver Nyborg sig ind som den femte fynske kommune, der siger nej til fossile virksomheder. Middelfart Kommune, Odense Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune og Svendborg Kommune har allerede truffet samme valg.

Læs også Glæde i Nyborg efter comeback til motionsløb over Storebæltsbroen

Borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V), er glad for beslutningen.

- Det er et område, som vi ikke ønsker at storinvestere i som kommune, forklarer han.

Ikke uden omkostninger

For Nyborg Kommune koster omlægningen til de grønne investeringer 700.000 kroner det første år, hvorefter prisen er 200.000 kroner om året. 

- Det koster penge. Og hvis vi ikke er villige til at tage de beslutninger, som altså også er at stille økonomi til rådighed, så tror jeg ikke på, at det kommer til at lykkes. Det kommer altså til at koste penge, siger Kenneth Muhs. 

De 700.000 kroner, der skal bruges på omlægningen, kommer ikke til at have en betydning for andet i kommunen.

- Umiddelbart er det ikke sådan, at vi skal skære på noget andre steder. Det er ikke en beslutning, der har krævet besparelser på andet, understreger borgmesteren.

Læs også Ingen ministerhjælp til Nyborg-forurening

Grønne borgere

Odense Kommune er også en af de kommuner, som har sagt nej til de fossile virksomheder, og her støtter flere af borgerne op om beslutningen.

- Jeg synes, det giver god mening. Man bliver ved med at snakke om, at vi skal gøre noget med grøn omstilling, og så kan man bare ikke komme uden om, at det koster noget, siger Marie Nielsen.

- Det er et ansvar, vi skal være fælles om at løfte, og det er jo en verden, vi alle skal leve i. Vores børn og de efterfølgende generationer skal bruge den her planet, så jeg tænker, at vi er nødt til at passe på den, siger Jakob Nielsen. 

00:24

Ikke alle kommunernes borgere er helt med på idéen om et nej til fossile brændstoffer.

Luk video

Tilbage i Nyborg betyder det for borgmester Kenneth Muhs, at han og resten af kommunen bliver én af de fem kommuner, der har sagt nej til fossile virksomheder. 

- Det handler ikke om, at vi som kommune kan pudse vores fjer, det handler om, at vi har taget beslutningen om, at vi vil hertil. Det er et tilvalg, hvor alle partierne er enige, understreger han.

Ingen dårlig samvittighed

Med Nyborg Kommunes beslutning om ikke at investere i fossile virksomheder, er halvdelen af de fynske kommuner erklæret grønne, når det gælder investeringer. 

Dog påpeger Kenneth Muhs, at det er op til den enkelte borger, hvordan han eller hun vil leve.

- Når vi gør det her, har det ikke noget at gøre med, at vi skal sidde og være moraliserende. Vi træffer nogle beslutninger, hvor der bliver kaldt på det i den her debat, siger Kenneth Muhs.

Kenneth Muhs (V) lader det være op til den enkelte borger, om de vil rette sig efter kommunens beslutning. Man skal i hvert fald ikke have dårlig samvittighed, påpeger han. Foto: Ken Pedersen

Som borger skal man altså ikke have dårlig samvittighed over at tanke diesel på sin bil eller købe olie til sit fyr, mener borgmesteren.

- Nej, det skal man ikke, påpeger Kenneth Muhs og fortsætter:

- Vi er i en virkelighed, hvor tingene skal hænge sammen. Så selvom vi som kommune har et ønske om at skille os af med de fossile brændstoffer i fremtiden, skal hverdagen jo stadig hænge sammen for borgerne. Vi skal ikke sidde og fortælle, hvad den enkelte borger skal gøre. Det er op til den enkelte, understreger han.

Læs også Nyborg redder gågadens juleudsmykning