Det kommer til at koste penge at se TV2.

TV2 får flere penge at lave tv for. Men for forbrugerne venter der en regning på minimum 15 kroner hver måned.

Kabel-tv-udbyderen Yousee har endnu ikke besluttet, om TV2 bliver i den mindste kanalpakke - den såkaldte grundpakken - når kanalen den 1. januar bliver betalingskanal.

- Vi regner med at tage en beslutning inden den 1. juli, siger vicedirektør i Yousee, Ulf Lund.

Bliver TV2 flyttet fra grundpakken til mellempakken, vil mellem- og fuldpakken stige med de 15 kroner om måneden, som Yousee skal betale til TV2 for at distribuere kanalen.

I det tilfælde vil seere, der kun modtager grundpakken formentlig få mulighed for at købe TV2 som en ekstrakanal ved siden af grundpakken.

Det kommer dog til at koste mere end de 15 kroner.

- Hvor meget TV2 kommer til at koste i den situation, det ved vi af gode grunde ikke endnu. Men det vil være mere end 15 kroner, for de 15 kroner er en ren omkostning til TV2, forklarer Ulf Lund.

Administreringen af løsningen vil i givet fald også have omkostninger for Yousee. Blandt andet med udlevering af kort.

- Et forsigtigt gæt fra mig er, at en realistisk pris for TV2 alene er i størrelsesordenen 40 kroner. Men det vil i givet fald stadig være noget billigere end differencen mellem hvad grundpakken og mellempakken koster, siger Ulf Lund.

På den måde vil det ikke være nødvendigt for grundpakkekunderne at skifte til mellempakken for en enkelt ekstra kanals skyld.

- Vi ved godt, at TV2 er den mest sete kanal i Danmark, og at grundpakkekunderne sandsynligvis gerne vil kunne se kanalen, fortæller Ulf Lund og fortsætter:

- Men på den anden side er der også en tendens til, at grundpakkekunder gerne vil have en pakke, der er så billig som muligt.

Forbliver TV2 i Yousees grundpakke, vil alle tre pakker stige med 15 kroner.

Grund-, mellem- og fuldpakken vil således koste henholdsvis 204 kroner, 324 kroner og 424 kroner mod i dag 189 kroner, 309 kroner og 409 kroner.

Oversigt

    Oversigt