Det nye Odinstårn sat sammen

Det er 60 år siden at tyske sabotører nedlagde Odinstårnet. Men som en anden fugl Føniks opstod en ny udgave af Odinstårnet torsdag. Tårnrejsningen er kulminationen for en række unge smede der i månedsvis har bygget på en mindre kopi af tårnet.

-


Tårnet skal stå på Bolbro Bakke og bliver indviet 29. maj

Det er 60 år siden at tyske sabotører nedlagde Odinstårnet. Men som en anden fugl Føniks opstod en ny udgave af Odinstårnet torsdag. Tårnrejsningen er kulminationen for en række unge smede der i månedsvis har bygget på en mindre kopi af tårnet.

Det oprindelige tårn blev bygget sidst i 30\'erne af overskudsjern fra byggeriet af den gamle Lillebæltsbro. Odinstårnet var med sine 175 meter Nordeuropas højeste tårn, og var en turistattraktion, der tiltrak sig opmærksomhed fra både Fyn og resten af landet. 

Fynboerne brugte tårnet som et mål for søndagsturen og allerede en måned efter åbningen i maj 1935, havde 60.000 gæster besøgt Odinstårnet.

Men levetiden blev kort. I 1944 sprængte danske håndlangere på vegne af den tyske besættelsesmagt tårnet i luften som et modtræk mod den danske sabotage, og selvom mange har talt for en genopførelse er det aldrig blevet til noget.

Men nu får Odense igen et Odinstårn  - omend det nye tårn med sine 12 meter kun er en femtende del af det oprindelige tårn. Torsdag blev tårnet prøvesamlet på Odense Tekniske Skole.

Ideen med det lille nye Odinstårn er at tiltrække opmærksomhed og skabe interesse for at bygge et Odinstårn i sin oprindelige højde på Bolbro Bakke.

Bag det nye Odinstårn står et hold af unge entusiastiske smede fra forskellige fynske arbejdspladser. I alt 70 smede har deltaget i smedearbejdet.

Tårnet skal placeres midt i Odinparken på Bolbro Bakke, og det bliver officielt indviet lørdag den 29. maj.

Oversigt

    Oversigt