Det offentlige betaler for private fejl

Går en operation på et privathospital galt, ender regningen ofte hos det offentlige, og det får flere politikere til at protestere.

Da 53-årige Marianne Pedersen fra Langeland blev opereret på et privathospital den 22. oktober sidste år, gik noget galt.

Under den såkaldte fedmeoperation blev Mariannes tyndtarm beskadiget og allerede indenfor et døgn efter operationen blev hun opereret igen - denne gang på Svendborg Sygehus.

Udgifterne til operationen og de otte efterfølgende, der har været nødvendige, afholdes Svendborg Sygehus og ikke privathospitalet, og det forarger regionspolitikerne.

- Når et privathospital laver en fejl, må det være det selv og ikke det offentlige, der skal betale for det, siger næstformand i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen.

Det vil sundhedsministeren ikke være med til, da privathospitalerne i forvejen får en lavere takst per operation, netop fordi de ikke kan lave opfølgende behandling, hvis der skulle ske en fejl.

Til gengæld vil han nu indføre en skrappere kontrol med privathospitalerne.

- Patienterne skal have samme tryghed, lige meget hvor de bliver behandlet. Derfor skal der være samme kontrol med privathospitalerne, som med de offentlige hospitaler og det skal privathospitalerne selv betale for, forklarer Bertel Haarder.

Oversigt

    Oversigt