I det fynske folks tjeneste

Ballet i verdensklasse: - Det svarer til Justin Timberlake, Madonna og Lady Gaga på scenen samtidig

Søndag var Broholm Slot rammen om en intim forestilling med verdensballetten. Eventyrlige rammer, der gør, at det er ikke sidste gang, at verdensballetten vil besøge Fyn.

00:43

Broholm Slot danner for anden gang rammen om verdensballettens optræden på Fyn søndag aften. Video: Morten Grundholm

Broholm Slot danner for anden gang rammen om verdensballettens optræden på Fyn søndag aften. Men for første gang har de rykket forestillingen ind i gårdspladsen, hvor gæsterne kan få en mere intim oplevelse. 

- Det er en meget tilgængelig forestilling. Den er for enhver, der er mange forskellige stile, siger balletdanser Federico Bonelli.

Læs også Unge festivalgæster er vilde med klassisk musik

Sidste år foregik forestillingen på slotspladsen udenfor gården, her kunne forestillingen rumme tusind mennesker. Men i år er det kun 450 mennesker, der får fornøjelsen af at opleve ballet i verdensklasse. Det har givet lidt udfordringer for slottets omgivelser. Særligt broen indtil slotsgården. 

- Den her fine bro, som man har fået sat i stand for et større millionbeløb, den kan ikke bære gear og maskiner fra produktionen, som sørger for at verdensballetten har en fornuftig arbejdsgang. Så vi skulle simpelthen finde ud af, hvordan vi får vores tonstunge gear ind i slotsgården, siger medarrangør Jakob Sick Nielsen.

Ebber af tidens vingesus

Men omgivelserne er vigtige og giver et særligt pust til balletoplevelsen.

- Man mærker med det samme, man kommer, at stedet ebber af tidens vingesus. At det er et sted, der har rummet mange eventyr og mange oplevelser, mennesker, skæbner. Jeg tror, det bliver særligt intimt, siger Alexander Mckenzie, der er pianist til forestillingen. 

De hvide plastikstole bliver nøje placeret på gårdspladsen og målt efter med målebånd. Da der langsomt bliver fyldt op, kan man også mærke stemningen blandt publikum.

Læs også Ørbæk Marked i gang: Få en god handel med en hjemløs og se på monstertrucks

- Jeg forventer at blive overrasket over deres teknik og kunst, som det egentlig er, siger Miklas Johansen, studerende fra Aarhus.

- Det er egentlig mest oplevelsen, jeg vil suge til mig. Jeg er meget åben overfor, hvad det har at byde på, siger Anne Marie Bergholdt, fysioterapeut fra Rudme.

Ballet på allerhøjeste niveau

For folk, der ikke er balletkendere, kan det måske være svært at forestille sig, hvor stort det er at opleve verdensballetten. Men det kan kunstnerisk leder Jens-Christian Wandt sætte ord på. 

- Det er ballet på allerhøjeste niveau med nogle af verdens topdansere. Jeg plejer at sige, at det svarer til, hvis man har Justin Timberlake, Madonna og Lady Gaga på scenen samtidig, bare i ballettens verden. Det er der, vi er, siger kunstnerisk leder Jens-Christian Wandt.

Allerede nu kan verdensballetten godt afsløre, at de gerne vil tilbage til Fyn, men hvor det bliver, ved de ikke endnu. 

Se hele indslaget herunder.

03:34

Søndag gæstede Verdensballetten Broholm Slot ved Svendborg, og her fik gæsterne en unik oplevelse. For første gang nogensinde på Fyn gav holdet et intimforestilling.

Luk video