27-årige Sion Keven Sørup Antonisen stod på sidelinjen, da hans veninde fik konstateret lymfekræft i august 2018. Han var der, når hun sad med drop i armen og fik kemoterapi, når hun mistede håret, og når hun var så dårlig, at hun ikke havde lyst til at leve.
Onsdag fortalte TV 2/Fyn historien om Sille Kjærgaard Beck, der i august 2018 fik konstateret lymfekræft af typen Hodgkin lymfom. Gennem det hele stod Sion Antonisen som pårørende og ven, og det har skabt et ganske særligt forhold mellem ham og Sille.
Tre ugers venskab
Sion er født og opvokset på Lolland, hvor han i en periode arbejdede som livredder. I sommeren 2018 var Sille gæst i det badeland, hvor Sion var på arbejde, og ved et tilfælde faldt de i snak. Sion skulle starte på bacheloren i ernæring og sundhed på Syddansk Universitet i Odense, og Sille var lige flyttet til byen fra Slagelse for at læse velfærdsteknologi. Ingen af dem kendte ret mange i Odense, så de dannede hurtigt et godt venskab.
Det var tre uger, før Sille fik sin kræftdiagnose.
- Til at starte med havde jeg lidt svært ved at forstå, hvad der skete. Min farfar døde af kræft, og min mor har haft modermærkekræft, så jeg kendte lidt til sygdommen. Men det gik ikke rigtig op for mig, at Sille sådan rigtig havde kræft før længere henne i forløbet, fortæller Sion.
Sion og Sille var allerede blevet gode venner på de tre uger, de havde kendt hinanden, og selvom Sille gentagne gange gjorde Sion opmærksom på, at det var fint, hvis han havde brug for plads eller helt ville trække sig, blev Sion der.
- Jeg tror bare ikke, at det betød noget for mig og mit forhold til Sille. Det var forfærdeligt for hende, men det ville ikke ødelægge noget for os, understreger han.
Kræft er en dødelig sygdom
Sådan kan du hjælpe en pårørende
Sille var hårdt ramt af både kemobehandlinger, indlæggelser, strålinger og operationer. I perioder var hun i meget dårligt humør og helt energiforladt. Men for Sion betød det kun, at han var der endnu mere for hende.
- Jeg kan tydeligt huske, at det først rigtig gik op for mig, at hun havde en dødelig sygdom, da hun var i dårligt humør, og det gik op for hende, at hun var syg. Hun nævnte selv, at hun havde en dødelig sygdom. At hun faktisk kunne dø, husker Sion.
Én gang kiggede hun direkte på ham og spurgte, om hun ville dø, hvis hun hoppede ud fra altanen, for hun havde ikke lyst til at leve mere. Det kom som et chok for Sion.
- Jeg tænkte wow. Den er mere gal, end jeg troede. Jeg ved, at hun elsker at danse, så jeg satte musik på, bød hende op til dans, og så dansede vi hjemme i stuen, siger Sion.
Selvom det var hårdt at se hende sådan, sørgede Sion hele tiden for at være stærk over for hende, når han havde mulighed for at hjælpe.
- Det er en sti, hun er nødt til at gå på. Men det er en sti, hun nødt til at gå alene på, påpeger Sion.
Et særligt forhold
Sion var meget hos Sille gennem forløbet. Han sørgede for, at hun fik mad, handlede for hende, hentede ting og sov hos hende. Et par gange har han samlet hende op fra gulvet i køkkenet, fordi hun ikke havde energi til at komme tilbage i sengen.
- Det har skabt noget specielt mellem os, fordi vi har været i meget ualmindelige situationer. Almindelige venner ville ikke se hinanden på den måde. Jeg har set hende de gange, hvor hun har haft det værst, fortæller Sion.
Ikke en eneste gang i hele Silles sygdomsforløb overvejede Sion at trække sig. Han var med til behandlinger og under indlæggelser, men meget af tiden handlede det slet ikke om sygdommen.
- Vi snakkede ikke ret meget om kræften og slet ikke om døden, for det fyldte ikke så meget. Vi snakkede meget mere om fremtiden, hvad hun gerne ville, og hvordan hun skulle komme tilbage. Hun skulle nok sige til, hvis vi skulle snakke om kræften, siger Sion.
Raskmelding og et afskedsbrev
Den 9. maj 2019 blev Sille erklæret kræftfri.
- Det var helt fantastisk, da hun fik at vide af lægen, at hun var rask. Der gik lang tid, før jeg helt forstod det. Men det var jo også fantastisk, fordi det var noget, vi sammen havde arbejdet på så længe, siger Sion.
Undervejs havde hun skrevet et afskedsbrev til sine forældre og til Sion. Det stak hun i hænderne på ham, da hun var sikker på at være rask.
- Det var svært. Det var lidt ligesom, da det gik op for mig, at hun var dødeligt syg. Det eskalerede bare 100 gange, da jeg læste brevet. Den var hård, også selvom jeg jo var klar over, at hun havde overlevet, fortæller Sion, der stadig har brevet liggende derhjemme.
Med brevet gennemlevede han pludselig hele sygdommen, og det satte nogle tanker i gang.
- Det giver noget stolthed, at jeg har gjort noget for et andet menneske, der har været godt, siger han.
Den er mere gal, end jeg troede. Jeg ved, at hun elsker at danse, så jeg satte musik på, bød hende op til dans, og så dansede vi hjemme i stuen.
Man skal passe på sig selv
Selvom Sion og Sille kun havde været venner i et års tid, havde Sion oplevet en stor udvikling.
- Andre er blevet et år ældre. Hun har måske udviklet sig fem år frem i tiden. Hun er næsten et helt nyt menneske, fortæller Sion.
Han var ikke god til at snakke om sine følelser under forløbet.
- For mig er følelser en by i Rusland, så jeg var ikke god til det. Men man skal sørge for at snakke med sine pårørende om sygdommen og være ærlig. Sille havde ikke så meget lyst til at snakke om kræften, så man skal blive enige om, hvordan man bedst tackler det sammen, forklarer Sion.
For Sion handlede det hele tiden om, hvordan han kunne være der for Sille, og selv siger han, at han har en stor beskyttertrang. Men derfor påpeger han alligevel, at man skal huske at passe på sig selv.
- Man skal være god til at sige, når man har brug for at have fokus et andet sted. Man vil altid gerne være der for sine pårørende, men man bliver endnu bedre til at være der, hvis man også er der for sig selv, understreger han.