I det fynske folks tjeneste

Detailhandlen vil have undersøgt pasningsbehov

En gruppe arbejdsgivere fra detailbranchen i Odense kæmper for at få undersøgt behovet for mere fleksible børnepasningstilbud i Odense Kommune. Faktisk er detailbranchen så opsat på at få gennemført en behovsundersøgelse, at de gerne går til lommerne selv.

-

En gruppe arbejdsgivere fra detailbranchen i Odense kæmper for at få undersøgt behovet for mere fleksible pasningstilbud i Odense Kommune.

Tovholder i arbejdsgruppen er Preben Thomasen, der til daglig er direktør i Rosengårdscentret. Sammen med butiks- og personalechefer fra flere af de store butikker i Odense har han forsøgt at få Odense Kommune i tale. Faktisk er detailbranchen så opsat på at få gennemført en behovsundersøgelse, at de gerne går til lommerne selv.

\"Jeg har været i dialog med kommunen det seneste års tid. Vi har sagt, at hvis det er et spørgsmål om økonomi, så ville vi (Rosengårdscentret, Silvan og Cityforeningen, red.) være positive overfor at være med i det\", siger Preben Thomasen, som har den principielle holdning, at dem, der har arbejde også bør kunne få passet deres børn, mens de er på job.

Allerede sidste år lovede rådmand Søren Møller (K) de detailhandlende, at han ville sørge for, at kommunen fik iværksat en undersøgelse af pasningsbehovet. Siden hen har den konservative rådmand overladt problemet til sin partifælle Vivi Kier. Men tilsyneladende er intet sket.

\"Jeg har ikke lovet at der blev lavet en undersøgelse. Men nu er Odense kommet med i en undersøgelse, Kommunernes Landsforening laver blandt seks storbyer, og når jeg har resultatet fra den, vil jeg se på det\", siger byrådspolitiker Vivi Kier (K), der er medlem af Odense Kommunes børn - og ungeudvalg.

Det konservative byrådsmedlem er klar til at arbejde for en egentlig behovsundersøgelse, når KL er færdig med sin undersøgelse først i det nye år.

\"Der er ingen tvivl om, at det er et stort problem for nogen. Men i Odense Kommune har man mulighed for privat pasning, og det er vigtigt for mig, at den mulighed er der\", siger Vivi Kier.

Ansatte siger op
Det har store konsekvenser for detailbranchen, at medarbejderne har problemer med at få dagligdagen til at hænge sammen.

\"Vi har flere, som gerne vil have job her, men vi kan jo ikke give alle fri klokken 16. Jeg har flere gange oplevet, at folk har sagt deres job op, fordi de simpelt hen ikke kan få passet deres børn\", siger Susanne Kristensen, der er butikschef i Silvan i Odense og med i arbejdsgruppen.

Hun fortæller endvidere, at byggemarkedet forsøger at være fleksibel, når vagtplanerne skal lægges.

Men det er ikke kun timerne i hverdagen, som er et problem. Weekenden er også kimen til problemer. Her er der nemlig ingen pasningstilbud overhovedet.

\"Lørdagen er et problem. Hvis du er i en situation, hvor du er enlig, er det jo stort set umuligt at være ansat i detailhandlen. Det er jo ikke ret normalt at have et job, hvor man arbejder fra klokken syv til 14 i dag. Så man kan sige, at der bør være andre end os i detailbranchen, der har problemet\", konstaterer Susanne Kristensen, som må erkende, at hun i dag ikke har mange ansatte med småbørn. Og som hun siger:

\"Det er jo et udtryk for, at det ikke hænger sammen\".

I detailbranchen har man i mange år været vant til at arbejde med mere og mere fleksible og udvidede åbningstider for at tilgodese alle. Det mener Susanne Kristensen, at Odense Kommune kunne lære noget af.

\"Jeg tror, man skal se på det som en virksomhed og se, hvad det er, kunderne gerne vil have. Når vi udvider vores åbningstider, ansætter vi jo ikke en masse nye. Vi omstrukturerer, så det passer med kundernes behov. Og jeg tror, det er det, kommunen også skal have sat sig ned og få gjort\", siger hun.

Odense Kommune har tidligere haft en institution, der havde åben til klokken 21, men da der aldrig var børn hen på aftenen, valgte man at fjerne den udvidede åbningstid.

Ved du noget? Så send os et tip