DF: Holst-sagen er et spørgsmål mellem ham og regionen

Dansk Folkepartis næstformand vil ikke afvise, at spindoktorsagen på et tidspunkt kan ende i Folketinget.

Dansk Folkeparti stiller sig foreløbig tilfreds med, at sagen om forsvarsminister Carl Holsts (V) spindoktor nu bliver undersøgt på regionsniveau.

Sagen er ikke på et niveau, der kræver, at den bliver diskuteret i Folketinget. Det siger partiets næstformand, Søren Espersen, til Ritzau.

- Jeg synes foreløbig, at det stadig kun er en sag mellem Carl Holst og regionen og ikke en sag i forhold til hans position som forsvarsminister, siger Søren Espersen til Ritzau.

- Jeg vil ikke komme med nogle domme på baggrund af avisartikler. Hvad, der eventuelt er foregået eller ikke er foregået, skal nu klarlægges først. Og så kan det være jo være, at det på et tidspunkt bliver en sag for Folketinget og regeringen, siger Søren Espersen.

- Det kan jo også være, at der kommer nogle ting frem under det samråd om sagen, som jeg kan forstå, at Socialdemokraterne har indkaldt Carl Holst til, og som vi naturligvis også vil deltage i, tilføjer han.

Et enigt forretningsudvalg i Region Syddanmark besluttede onsdag at bakke op om en uvildig undersøgelse af sagen, der handler om, hvorvidt ministerens spindoktor, Christian Ingemann Nielsen, arbejdede som assistent for Holst under valgkampen i juni.

På det tidspunkt var Ingemann Nielsen aflønnet af Region Syddanmark.

Region Syddanmark vil dog ikke selv undersøge sagen nærmere. Den vil i stedet afvente en undersøgelse fra det kommunale tilsyn i Statsforvaltningen, der onsdag besluttede at gå ind i sagen af egen drift.

- Vi bakker op om Statsforvaltningens undersøgelse og stiller selvfølgelig alle ting, der måtte være nødvendige, til rådighed for den undersøgelse, sagde regionsrådsformand Stephanie Lose onsdag til Ritzau.

Oversigt

    Oversigt