I det fynske folks tjeneste

DF indrykker annonce med angreb på tidligere politikere

DF i Svendborg indrykker annonce med angreb på tidligere partifæller.

Foto: Masoud Jafari Pouia

Dansk Folkeparti i Svendborg har indrykket en annonce i Ugeavisen Svendborg med den fulde ordlyd af en pressemeddelelse, som partiet udsendte i sidste uge.

I pressemeddelelsen gentager partiet en række angreb på tidligere partifæller, som i foråret forlod eller blev smidt ud af partiet efter længere tids ballade omkring partiets byrådsmedlem Dorthe Ullemose.

Læs også Kaldt løgner og magtsyg: Ullemose slår igen i heftig tv-debat

"Vi ved, at Dansk Folkepartis vælgere er kloge nok til at se bort fra den ubehagelige og ensidige smædekampagne og censur, der har kørt og som intet har med politik at gøre. Det har kostet lidt, men det er på ingen måde ønskværdigt for nogen politisk organisation at have medlemmer, der lækker interne fortrolige oplysninger til pressen", står der blandt andet i pressemeddelelsen.

Dorthe Ullemose, som også er medlem af Folketinget for DF, delte torsdag i sidste uge pressemeddelelsen på Facebook, men fjernede den igen, da TV 2/Fyn uden held forsøgte at få hende til at forklare, hvorfor partiet har gentaget anklagerne på de tidligere partifæller. 

Hun har dog siden delt pressemeddelelsen på ny. Det skete fredag aften.

Nu også som annonce

Nu har partiet så også valgt at indrykke hele pressemeddelelsen i Ugeavisen Svendborg, som udkom tirsdag. Det har provokeret en af de tidligere partifæller Morten Sol Petersen.

- Nu er den (pressemeddelelsen, red.) så ude igen, og for at DF’s bestyrelse og Dorthe Ullemose kan være sikre på, at alle på Sydfyn har læst den, har de betalt ugeavisen for at bringe den. Medlemmerne må da brokke sig over den måde at bruge foreningens midler på. Jeg håber DF’s fremtidige pressemeddelelser, betalt eller ej, indeholder noget politisk for Sydfyn, og ikke noget ligegyldigt fnidder, siger Morten Sol Petersen.

TV 2/Fyn har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Dorthe Ullemose.

Læs også Løsgængere: Dorthe Ullemose lyver og er magtsyg