I det fynske folks tjeneste

DF kritiserer biskop

Dansk Folkeparti mener, at biskoppen på Fyn misbruger prædikestolen til at fremme egne politiske interesser.

Biskop Kresten Drejergaard under beskydning fra Dansk Folkeparti

De er stærkt fortørnede over, at biskoppen for nylig har kritiseret partiet for at tage patent på danskheden.

- Han går ud og angriber et politisk parti og dermed også en del af sin egen menighed, fordi Dansk Folkeparti repræsenterer jo trods alt 13 til 14 procent af vælgerne og dermed også medlemmerne af folkekirken.

Den 4. maj sagde biskop Kresten Drejergaard dette i sin prædiken:

- Det er en plet på Danmarks navn, at vi har fået et politisk parti, som har taget patent på at være det, som vi i grunden alle sammen er - danskere.

Og det er altså dette udsagn, som hele diskussionen drejer sig om. Men biskoppen holder fast i sin tale.

- Det sagde jeg i min prædiken og det er jeg nødt til at sige. For i prædiken er jeg nødt til en gang imellem at formulere det, som vi er fælles om på tværs af alle de meningsbrydninger der er i øvrigt præger os i Danmark. Jeg er nødt til at forudsætte, at der er noget vi også er fælles om. Den 4. maj er fælles om at være danske, og der kan det ikke hjælpe noget, at der er et politisk parti der tager patent på at være det.

Kresten Drejergaards prædiken

Ansgar Kirke 4. maj                                                                                                                                        2008

Sjette søndag efter påskeJoh 17,20-26
 

Salmer: Kongernes konge – 696 / 292 – 784.

 

'Giv os Danmark tilbage, lissom i de gamle dage!'. Sådan har sangerinden Natasja sunget i en pop-sang, som Dansk Folkeparti nu har indlemmet i en kampagne mod muslimer i Danmark. 'Giv os Danmark tilbage!' Men vi har jo fået Danmark tilbage. Hvis ikke, var der ingen grund til, at vi igen i år på den 4. maj om aftenen er samlet i Ansgar Kirke. Vi har fået Danmark tilbage efter, at det i 5 år var besat af den tyske værnemagt. Det var fem år hvor demokratiet mere eller mindre var suspenderet, hvor ytringsfriheden og forsamlingsfriheden var sat ud af kraft. Det var fem år, hvor ingen kunne have tillid til hinanden, for man vidste ikke, hvad tilliden kunne blive misbrugt til. Men vi fik Danmark tilbage, da frihedsbudskabet lød over radioen fra England med en meddelelse om, at de tyske tropper havde overgivet sig. Men vi fik ikke Danmark tilbage 'lissom i de gamle dage'. Vi fik demokratiet tilbage, men Danmark havde forandret sig. Forestillingen om et næsten enigt dansk folk, 'hvor få har for meget og færre for lidt' kunne ikke mere være til.

Danmark havde mistet sin uskyld. Da folk strømmede ud på gaderne for at fejre befrielsen, var mange af dem pludselig blevet til frihedskæmpere. Det var for en dels vedkommende kommet på et ret sent tidspunkt. Nogle havde – som de nu viste sig – holdt på den forkerte hest og var blevet værnemagere, stikkere og landsforrædere. Det var det, man nu kaldte dem. Selv havde de måske ment noget andet. Og mange andre havde slet ikke ment noget som helst. Men nu strømmede de ud på gaderne og skulle være ét folk, og så råbte de hurra og klippede håret af tyskertøserne.

Det var et dybt splittet folk, der strømmede ud på gaderne. Jeg husker ikke noget af det, men jeg har fået det fortalt af mine forældre, og derfor tror jeg, at det var sådan. De ville ikke lyve over for mig. Tværtimod opdrog de mig til at bære hver glans og hver plet, som falder på Danmarks navn. Både det ene og det andet skulle jeg vedkende mig som min historie – hver glans og hver plet.

Det er en plet på Danmarks navn, at vi har fået et politisk parti, som har taget patent på at være det, som vi i grunden alle sammen er – danskere. Trods alle meningsforskelle og holdninger er vi danskere, når vi regner os for danske og vedkender os den fælles historie på godt og ondt. Men ingen kan være det i særlig grad, og Danmark bliver heller aldrig, som det var i gamle dage. Vi er ikke længere et appendix på toppen af Europa, men er en integreret del af det. Vi er en del af verden og har påtaget os et ansvar for verden og har derfor sendt kamptropper ud i den. Vi er blevet en krigsførende nation. Det er naturligvis skræmmende at tænke på. Men det er nu engang sådan!

Nu er det ikke blot i dag den 4. maj, men det er også den sjette søndag, og evangeliet til denne søndag er netop henvendt til sådan nogle splittede mennesker, der ikke kan finde ud af det, og som har problemer med både deres fortid og fremtid og derfor allerhelst ville have det hele tilbage 'ligesom i gamle dage'.

I dagens tekst ser vi Jesus som præst. For en gangs skyld vender Jesus ryggen til os på samme måde, som præsten under gudstjenesten er vendt mod alteret under læsningen af de bønner, som gælder for os alle sammen. Bønnens ord gælder os, men de er henvendt til Gud. I alt, hvad Jesus sagde og gjorde blandt mennesker, er der denne dobbelthed. Hele evangeliet er fyldt med fortællinger om, hvordan Jesus havde sit ansigt vendt mod mennesker af alle mulige slags, farisæere, toldere, landsforrædere og syndere, mennesker, som havde misbrugt deres liv, og mennesker, som slet ikke havde turdet bruge det. Der var de spedalske, som var blevet snydt for livet, og røveren på korset ved siden af, som var blevet frakendt retten til det. Altid hører vi om, hvordan Jesus vendte sig mod dem, som andre vendte sig fra. Men i denne henvendelse til mennesker ligger der samtidig skjult en henvendelse til Gud, nemlig som en bøn om, at Gud i sit rige ville lade det stå ved magt, som Jesus her på jorden sagde og gjorde blandt dem, som han havde sit ansigt vendt mod.

I Jesu bøn koncentreres denne dobbelte henvendelse til mennesker og til Gud i ordene om, at vi alle må være ét, ligesom han er ét med Gud. Bønnen lyder som et testamente, Jesu sidste vilje: 'Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt'. Det vil sige, at han beder om, at den enhed, som her i verden og her i tiden skabes af hans ord dér - at den enhed må blive til i fuldkommen forstand hos Gud.

Her i verden og her i tiden lever vi altid kun i det foreløbige. Alt, hvad vi foretager os og beskæftiger os med, er kun noget foreløbigt, uanset hvor meget det fylder i vores hverdag og beslaglægger vore tanker. Alle vore venskaber og fjendskaber, alle vore meninger og holdninger, alt det, som vi i øvrigt tror på og slås for, det er alt sammen kun noget foreløbigt. Det har sin tid, og så en dag er det forbi og glemt. Også kirken er kun noget foreløbigt. Den er et sted, hvor vi foreløbig kan gå hen med vore sorger og glæder i håb om, at Gud vil se med kærlighed på det alt sammen. Kirken er et sted, som vi specielt har indrettet til, at vi dér i fællesskab kan høre det ord, som uden forskel gælder os alle sammen og binder os til Gud.

Der er nogle ting, som er foreløbige på den måde, at de skal forsvinde og gå til grunde. Sådan er det med det meste af det, som vi til daglig tillægger betydning. Men så er der noget andet, som er foreløbigt i den forstand, at det senere skal forklares og blive fuldkomment.

Som bygning og som institution i det folkelige landskab er også kirken noget foreløbigt som skal forsvinde. Også det ord, som vi hører i kirken er noget foreløbigt, hvad vi kan skønne deraf, at vi hører det på forskellig måde. Men ordet, som vi hører, skal ikke selv gå til grunde og forsvinde, det skal tværtimod forklares, dvs. det skal vokse i klarhed, indtil det fuldkommes i Guds rige, hvor vi skal være ét i Kristus, ligesom han er ét med en himmelske Far.

Vi gør os tit nok skyldige i den misforståelse, at vi lever i fuldendelsen, hvor alle gåder skal være løste, og hvor intet må være uklart og dunkelt, og hvor vi derfor også gør krav på at skulle forstå alting fuldt ud og lige med det samme. Alt skal være gennemskueligt. Vi vil have det hele på én gang. Men det går bare ikke! For sådan er det ikke! For vi lever nu engang i de foreløbige, hvor vi kun kan erkende stykkevist og delt, som Paulus udtrykker det. Og derfor må vi lære, at her i foreløbigheden forstår vi kun lidt efter lidt. Og de allervigtigste ting i livet kommer vi egentlig aldrig til at forstå. Men midt i denne foreløbighed har Gud givet os sit ord, for at vi skal holde os til det. Og det skal vi gøre i tillid til, at det, som vi ikke forstår nu, siden skal forklares og fuldkommes hos Gud i hans rige. Indtil da har vi brug for vor Herres forbøn, for at vi må blive i den kærlighed, hvormed han har elsket os.

Døden adskiller, men kærligheden forener. I vor Herres ord har Gud her på jorden og midt i alt det foreløbige vist os kærlighed. Han har ladet sin kærlighed råde helt ud i det yderste mørke for at forene os med sig selv. Om det så er i dødens adskillelse, er vi til for Gud, bundne til ham ved hans kærligheds fuldkomne bånd.

 
                          AMEN!