DF kritiserer Odense-planer

DF kritiserer nu Odenses borgmester Jan Boye (K) planer om at bruge to millioner kroner årligt på at sponsorere fodboldklubberne OB og FC Fyn samt Odense Håndbold og Odense Ishockey.

Foranlediget af den aktuelle sag omkring Københavns Kommunes sponsorat af Teknik- og Miljøborgmester, Klaus Bondams, deltagelse i Team Rynkeby, har formanden for Folketingets kommunaludvalg, Hans Kristian Skibby (DF), bedt indenrigsminister Karen Ellemann (V) undersøge omfanget og lovligheden af kommunernes sponsorater af sportsbegivenheder.

- Det er langt fra at være en kerneopgave for en kommune at sponsorere idrætsforeninger eller borgmestres engagementer i cykelløb, siger Hans Kristian Skibby i en pressemeddelelse.

Han kritiserer Odenses planer om at støtte lokale sportsklubber med sponsorater.

- Også her anvendte borgmesteren en begrundelse om, at han ønskede øget eksponering af kommunen, men eksponeringen er formodentlig mere tiltænkt ham selv i lighed med Klaus Bondams egotrip i det nys overståede cykelløb, og det er ikke rimeligt, at skatteydernes penge bliver brugt til salgsfremstød for borgmestre med det alibi, at de går til at promovere kommunen. Spørgsmålet er, om der er behov for nogle klare retningslinjer og mere entydige skel, siger Hans Kristian Skibby.

Oversigt

    Oversigt