DF og S: Fiskeriminister har et stort forklaringsproblem

Fiskeriordførere i DF og S ser frem til, at Eva Kjer Hansen på et samråd skal forklare sag om muslingefiskere.

Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, har det indtryk, at fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) har holdt hånden over de store muslingefiskere på bekostning af de små.

- Der er ingen tvivl om, at jeg er forbandet over, at vi skal sidde i den her situation igen med en minister, der har tilgodeset de største endnu engang, siger han.

Samme opfattelse har fiskeriordfører i Socialdemokratiet, Simon Kollerup.

- Det er de store fiskere, som bliver begunstiget, mens de små fiskere bliver holdt udenfor. Det er nedslående, men det er også en regulær skandale, siger han.

Berlingske har fredag afdækket, hvordan fiskere ved Jyllands østkyst gennem ti år har bedt om tilladelse til at fiske ved Storebælt, men de er gentagne gange blevet afvist.

Imens har myndighederne i en årrække givet nogle af landets største muslingefiskere unik adgang til nøjagtigt samme område.

Fiskerne har ifølge avisen tilsyneladende bare kunnet ringe til embedsmænd og få adgang til fangsterne

Ib Poulsen fortæller, at ordførerne først er blevet orienteret om sagen i sidste uge, efter at Eva Kjer Hansens ministerium var blevet kontaktet af Berlingske.

DF-ordføreren har indkaldt ministeren i hastesamråd, og han ser frem til hendes forklaring.

Til Berlingske erkender Eva Kjer Hansen, at det er helt uacceptabelt, og at hun længe har gjort alt for at rette op efter en række af fiskerisager med klare regler og afrapporteringer.

- Hun har jo ikke gjort en skid, for hun burde have haft kendskab til det, siger Ib Poulsen.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at fiskeriområdet har været udsat for en massiv kritik. Med hver eneste nye sag skulle alle sten vendes, og alligevel kan der dukke en ny sag om, som hun står og er overrasket over som minister, siger han.

Til TV 2 News siger Eva Kjer Hansen fredag morgen, at hun har følelsen af, at hver gang hun "åbner en dør, så vælter problemerne ud".

- Det har stået på i årevis, så der er ingen af de politiske partier, der skal lade hinanden høre, siger hun.

Adspurgt om hun på det forestående samråd kan give Ib Poulsen nogle svar, som vil gøre ham tilfreds, svarer ministeren:

- Jeg kan have min tvivl, om jeg kan gøre Ib Poulsen tilfreds, men jeg kan nemt gøre rede for, at jeg har taget ansvaret på mig som minister og er i gang med at rydde op.

Oversigt

    Oversigt