DF om Facebook-opslag: Kandemir bør trække sig

Det er udtryk for "slaphed", når Socialdemokratiet ikke vil bede byrådsmedlem Niclas Turan Kandemir trække sig efter truende ytringer på Facebook. Det mener Alex Ahrendtsen (DF).

Byrådsmedlem i Odense og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, Alex Ahrendtsen, raser over sin socialdemokratiske kollega, Niclas Turan Kandemir.

Han er stærkt fortørnet over de udtalelser, som Niclas Turan Kandemir sidste sommer fremkom med på Facebook.

- Hvis jeg var ham ville jeg trække mig. Jeg synes ikke, at vi skal tolerere den slags i Danmark; trusler mod andre. Demokratiet bygger på, at vi lytter til hinanden og på, at vi ikke truer hinanden, siger Alex Ahrendtsen, som repræsenterer Dansk Folkeparti i både byrådet i Odense og i Folketinget.

quote Hvis det var sket i Dansk Folkeparti, så var der nok ikke gået mange minutter, så havde vedkommende ikke været med i DF

Alex Ahrendtsen, MF'er og byrådsmedlem for Dansk Folkeparti

Kritikken kommer da heller ikke kun fra politiske modstandere. Byrådsmedlem for SF, Line Mørk, er rystet over Niclas Turan Kandemirs opslag på Facebook.

- Det er meget, meget voldsomt. At kalde nogen forræddere og sige, at man holder øje med, hvad de laver i deres private skoler. Det er voldsomt. Niclas er socialdemokrat, og det havde jeg aldrig nogensinde forestillet mig, at han kunne finde på, siger Line Mørk.

Line Mørk er tilfreds med, at den lokale partiledelse har påtalt opslaget overfor for Niclas Turan Kandemir. Hun vil ikke forholde sig til, om han bør fastholde sit kandidatur til byrådet.

Byrådsmedlem for SF i Odense, Line Mørk, er rystet over Niclas Turan Kandemirs trusler på Facebook.

Landsforræddere. I burde skamme Jer ...

Facebook-opslaget har Niclas Turan Kandemir lavet i forbindelse med kupforsøget i Tyrkiet sidste sommer.

Her retter han et skarpt angreb mod dansk-tyrkiske modstandere af den autoritære tyrkiske præsident, Erdogan. Henvendt til danske tilhængere af Gülen-bevægelsen skriver han blandt andet følgende:

Landsforræddere. I burde skamme Jer, men bare rolig, vi har bemærket Jeres aktiviteter i Jeres private skoler.

Niclas Turan Kandemirs omdiskuterede opslag på facebook fra 2016.
Niclas Turan Kandemirs omdiskuterede opslag på facebook fra 2016.

Partiledelsen holder hånden over Kandemir

Formanden for den lokale socialdemokratiske vælgerforening, Mads Søndergaard Thomsen, forklarede i et interview på TV 2/Fyn tirsdag aften, at partiledelsen har bedt Niclas Turan Kandemir undlade den slags udtalelser i fremtiden.

- Vi har haft en snak med Niclas, og jeg er sikker på, at han ikke gør det igen, lød det fra Mads Søndergaard Thomsen.

Men en snak er langt fra nok, mener Alex Ahrendtsen.

- Hvis borgmesteren ikke beder ham trække sig, så siger han jo egenligt god for det, han har skrevet. Så støtter han Niclas' trusler mod andre, og så er det i sidste ende borgmesterens ansvar, siger Alex Ahrendtsen (DF).

Men den socialdemokratiske formand forklarede jo tirsdag, at man har taget en snak med Kandemir og dér havde sikret sig, at han ikke gør det igen?

- Ja, men det er jo den sædvanlige socialdemokratiske slaphed, som vi kender så godt. Jeg synes, det er sørgeligt. Det falder tilbage på borgmesteren.

TV 2/Fyn var tirsdag i kontakt med Niclas Turan Kandemir. Han ønsker ikke at lade sig interviewe om sagen, men har for nylig valgt at slette det kontroversielle opslag. 

Samtidig afviste borgmester Peter Rahbæk Juel at forholde sig til Niclas Turan Kandemirs ytringer på Facebook.

TV 2/Fyn ville i dag gerne have spurgt partisekretær i Socialdemokratiet, Jan Juul Christensen, om Niclas Turan Kandemirs udtalelser er forenelige med at være socialdemokrat, men heller ikke han har ønsket at medvirke i et interview.

 

Oversigt

    Oversigt