DF står til halvering: - Det er voldsomt

Carsten Kudsk fra Dansk Folkeparti erkender, at hans chancer for at komme i Folketinget ser mindre gode ud. Alex Ahrendtsen kalder vælgerlussing for "voldsom".

Dansk Folkeparti står til at få en ordentlig lussing af vælgerne ved folketingsvalget 5. juni.

Med cirka 25 procent af stemmerne talt op på Fyn, står Dansk Folkeparti til at blive mere end halveret, og det ærgrer den fynske folketingskandidat Carsten Kudsk (DF).

- Meningsmålingerne har hele tiden påpeget det, så jeg har stille og roligt indstillet mig på det, siger Carsten Kudsk til TV 2/Fyn.

- Hvis det holder stik, er det rigtig ærgerligt, fortsætter han.

Carsten Kudsk (DF) håber på gode personlige stemmetal, så han han kan komme i Folketinget. 
Fotograf: Sara Fuglsig

Hvad er dine chancer for at komme ind?

- Når vi går så meget tilbage, bliver chancerne noget minimeret. Jeg er spændt på at se de personlige stemmetal, siger Carsten Kudsk.

De personlige stemmetal forventes at ligge klar i løbet af torsdag.

Alex Ahrendtsen: Det er voldsomt

Som det ser ud nu, står Dansk Folkeparti til at få to mandater på Fyn. 

- Det er en vælgerlussing, erkender Alex Ahrendtsen.

- Det er en voldsom tilbagegang, siger han til TV 2/Fyn.

En vælgerlussing, siger fynsk folketingskandidat.
Fotograf: Olav Fonager

Bendixen: Mit mandat er i spil

Folketingskandidat Pernille Bendixen er så småt ved at erkende, at hun ikke kommer i Folketinget. 

- Hvis man tager udgangspunkt i de personlige stemmer fra seneste valg, er det mig, der har det tredje mandat, og det er det mandat, der er spil. Det er jeg ikke overrasket over, siger Pernille Bendixen til TV 2/Fyn. 

Alle stemmerne er i skrivende stund ikke talt op endnu, så det endelige resultat ligger ikke klar endnu. 

Pernille Bendixen er i gang med at finde, hvad hun skal lave - for det ser ud til, at hun ryger ud af Folketinget. 
Fotograf: Olav Fonager
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt