I det fynske folks tjeneste

DF vil skrotte planer om ny politiskole i Herning

Svendborg Kommune foreslog tidligere i år den forhenværende AMU-skole som ny vestdansk politiskole. Foto: Andreas Hedelund Jørgensen

En ny politiskole skal stå klar i 2018, og derfor mener DF ikke, at et nybyggeri i Herning kan komme på tale.

Trekløverregeringens plan er at bygge en helt ny politiskole i Herning. Den plan møder modstand fra både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, som sammen med partierne bag politiforliget mødes med justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fredag for at drøfte emnet.

DF's retsordfører, Peter Kofod Poulsen, har ikke noget imod Herning som adresse for en ny politiskole i Vestdanmark. Han mener blot, at en ny politiskole skal placeres i eksisterende bygninger, så der kan optages elever allerede i 2018. Et nybyggeri vil ifølge Rigspolitiet tage 38 måneder.

- Det vigtigste er, at vi får fundet en løsning, der får uddannet betjente allerede fra 2018.

- Vi går til forligsmødet og fremlægger vores egne synspunkter, og jeg regner med, at der bliver lyttet til dem, og så må vi tage en snak om tingene, siger han. 

Læs også Fynske politikere: Derfor skal politiskolen til Svendborg

På spørgsmålet om, hvorvidt han kan garantere, at regeringen ikke får held med at placere politiskolen i Herning som planlagt, svarer Peter Kofod Poulsen:

- Der er et flertal, som peger på, at vi skal placere politiskolen i eksisterende bygninger, og jeg synes, at regeringen skal lytte til de meget klare signaler, der kommer fra os, og som også kommer fra Socialdemokratiet.

Ved du noget? Så send os et tip