DF'er sat på plads før valget: - Hun mente det sikkert godt

Dansk Folkepartis Karen Wengel vil gerne pege på blå blok efter valget tirsdag. Men det er ikke partiets officielle holdning.

Hvad Karen Wengel fra Dansk Folkeparti i Svendborg mener om sit partis tilhørsforhold i byrådssalen, står helt og aldeles for hendes egen regning.

Det siger næstformand i Dansk Folkepartis lokalbestyrelse i Svendborg, Lars Kalmar Hansen, efter Karen Wengel på Facebook meldte ud, at DF er "i sin kerne borgerligt funderet og har dermed et naturligt politisk tilhørsforhold til blå blok". (se opslaget underneden)

Men hvem Dansk Folkeparti Svendborg peger på, når byrådet i Svendborg skal konstituere sig efter tirsdagens valg, vides ikke. Det slår Lars Kalmar Hansen fast:

- Hvad vi peger på, ved vi ikke endnu. Det ved vi først på valgaftenen. Men vi peger først og fremmest på os selv, siger han.

- Vi har ikke nogen aftaler med nogen. Vi snakker med folk. Vi har snakket med Socialdemokratiet. Vi har snakket med Venstre.

DF har ingen aftaler

I sit opslag på Facebook skriver Karen Wengel, som er lokalt bestyrelsesmedlem og opstillet som nummer ni på DF's liste, også, at hun gerne vil "ramme en pæl igennem debatten om, hvorvidt DF har indgået en aftale med Socialdemokraterne. Dette er simpelthen ikke korrekt."

Det kan Lars Kalmar Hansen bekræfte. Der er ikke på forhånd indgået aftaler med Socialdemokratiet eller andre, siger han: 

- Vi peger på den, der kan give os mest indflydelse og har intet aftalt, siger han.

Han gør det desuden klart, at den eneste, der har mandat til at forhandle, når der skal konstitueres, er spidskandidaten Dorthe Ullemose.

Opslaget er forsvundet

TV 2/Fyn refererede direkte fra Karen Wengels Facebook-opslag i en valganalyse tidligere mandag. Siden blev opslaget fjernet.

- Jeg tror, hun har dummet sig, men hun har sikkert gjort det i en god mening, siger Lars Kalmar.

TV 2/Fyn har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Karen Wengel og fra lokalformand Jakob Broegaard.

Jakob Broegaard sagde dog følgende til Fyns Amts Avis midt på eftermiddagen mandag:

- Jeg sagde, at hun skulle fjerne det. Det kunne give anledning til misforståelser, og det er ikke særligt hensigtsmæssigt.

Her er det opslag Karen Wengel skrev på Facebook.
Her er det opslag Karen Wengel skrev på Facebook.

Oversigt

    Oversigt