Diabetikere lever markant kortere

Udsigterne for danskere med type 1 sukkersyge - også kaldet ungdomsdiabetes - er dårlige. Mange får grå stær eller mister synet i en tidlig alder, og samtidig bliver de ikke særligt gamle.

Det viser en ny doktorafhandling, som forsker ved Syddansk Universitet og øjenlæge ved Odense Universitetshospital Jakob Grauslund netop har forsvaret. Det skriver bladet Ny Viden. Afhandlingen bunder i en stor undersøgelse af alle de fynboer, der i 1973 havde type 1 diabetes.

Patienter fulgt i 25 år

Jakob Grauslund og hans forskerkolleger har fulgt patienterne i over 25 år, hvilket på mange punkter gør undersøgelsen til verdens mest omfattende og længstvarende af sin art.

Samtidig er der for første gang kommet tal på, hvor længe type 1-diabetikerne lever.
- Inden undersøgelsen sluttede, var halvdelen af vores 727 patienter døde. Det er et overraskende højt antal, især fordi de patienter, der døde, ikke blev særlig gamle - i gennemsnit 55 år, siger Jakob Grauslund og tilføjer:

- Det svarer til en overdødelighed, der er tre gange så høj i forhold til resten af befolkningen.

/Ritzau

Oversigt

    Oversigt