I det fynske folks tjeneste

Dieseltyve i Middelfart

To danske mænd blev mandag nat stoppet af politiet i Skrillinge ved Middelfart. I bilen havde de 500 liter dieselolie.

Mændene er henholdsvis først i tyverne og først i trediverne, og blev standset i en hvid varevogn. De 500 liter dieselolie havde mændene fyldt i dunke.

- Nu skal vi have afhørt dem og set om de skal fremsættes for en dommer senere i dag, siger vagtchef for Fyns Politi Lars Fredensborg.

De to mænd har suget dieselolien fra forskellige steder, men politiet er ikke nået videre i deres efterforskning af, hvor olien er taget fra. Men at stjæle dieselolie er ikke den eneste lovovertrædelse de to mænd har begået.

- Det er en overtrædelse i sig selv at køre rundt med så meget olie i bilen, det er transport af farlig gods, siger vagtchef Lars Fredensborg.