I det fynske folks tjeneste

Digital fremvisning skal sælge vestfynsk by

Assens Kommune og Haarby Lokalråd samarbejder om at sælge byen til eventuelle tilflyttere. En ny hjemmeside, der viser rundt i byen, er et af de nye tiltag.

00:10

Hør Jens Jakobsen fortælle, hvad Haarby har at byde på. Video: Screenshot fra haarby360.dk

Morten Jørgensen er ved at bygge sit nye parcelhus i Haarby. Det skal han ikke være den første til, hvis det står til Assens Kommune og Haarby Lokalråd.

I en ny bosætningskampagne går de to ind i et samarbejde, der skal få Haarby til at sætte sig i potentielle tilflytteres bevidsthed, som det første de tænker på, når de overvejer at flytte.

Haarby Lokalråd har allerede taget anderledes midler i brug for at gøre opmærksom på sig selv. På hjemmesiden haarby360.dk kan interesserede se byen hjemme foran computeren eller på telefonen. Hjemmesiden er en rundtur med mulighed for at se byens instutitioner, faciliteter og den omkringliggende natur.

- Vi har over 70 forskellige foreninger i Haarby. Det viser, at der er rigtig mange faciliteter og fritidsaktiviteter, man kan gå til, når man bor her, fortæller Jens Jakobsen, der er medlem af Haarby Lokalråd. 

Læs også Anders får udkig til 250 meter høje møller: Kæmpe havmøller på vej ind i Lillebælt

Oplevet største fremgang 

Assens Kommune har i april måned oplevet den største fremgang i befolkningsantallet på en måned, da 70 nye borgerne fik ny adresse i kommunen.

Tidligere har kommunen lavet lignende kampagner for Vissenbjerg og Aarup. Ifølge borgmester Søren Steen Andersen (V) så er det den rigtige strategi at fokusere så lokalt som muligt.

- Hvis du på den anden side bare gik ud og sagde: Flyt til Assens Kommune, så man sælger kommunen som et samlet hele. Det har folk svært ved at forholde sig til. De har nemmere ved at forholde sig til en by, og især når det er en by, som fortæller sin egen historie med sin egen tunge, så er det rigtig godt. Det er en strategi, vi har valgt at bruge, siger borgmesteren.

Morten Jørgensen var ikke i tvivl om, at han ville bo i en mindre by.

- Der er en tendens til, at man skal bosætte sig inde i byerne. Det synes jeg er en skam, fordi der sker rigtig mange dejlige ting herude også, og så tager det ikke mere end 20 til 25 minutter, så er man i Odense, siger Morten Jørgensen. 

02:26

Se hele indslaget om Haarby.

Luk video