Din bopæl afgør ventetiden på genoptræning

Din bopæl afgør ventetid på genoptræning Hvis du får brug for genoptræning, så er det med at bo det rigtige sted.

I Region Syddanmark svinger ventetiden mellem en uge og helt op til fem uger.

Hvis du kommer alvorligt til skade, så er ventetiden på genoptræning afgørende for, hvordan du klarer dig.

Men der er stor forskel på, hvor længe du må vente. Ventetiden afhænger nemlig af, hvilken kommunedu bor i.

Det viser en ny undersøgelse, som Gallup har gennemført for Danske Fysioterapeuter, Ældresagen og Danske Handicaporganisationer.

- Det her er rigtig dårligt nyt både for borgerne og for kommunekasserne. Jo længere man venter med genoptræningen, jo sværere og dyrere bliver det, siger Brian Errebo-Jensen, som er formand for Danske Fysioterapeuter i Region Syddanmark.

Taber muskelkraft

Forskningen viser, at bare en uge uden bevægelse betyder, at man mister op mod 20 procent af sin muskelkraft.

Selvom der er sundhedsfaglig enighed om, at en ventetid på højest en uge er det bedste for patienterne, så lever kun seks ud af 22 kommuner i Region Syddanmark op til det.

- Det er skuffende, at der er så mange kommuner, der ikke har fået styr på ventetiden. Når hver fjerde kommune kan finde ud af det her, så burde det altså ikke være en umulig opgave for resten, siger Brian Errebo-Jensen.

Dansk forskning viser, at man kan begynde genoptræningen to dage efter større operationer. Det er særligt vigtigt for ældre patienter, fordi de har svært ved at genopbygge musklerne.

- Når man taler om kvaliteten af genoptræning, så er ventetiden et afgørende spørgsmål. Men samtidig skal kvaliteten af selve forløbet selvfølgelig også være i orden, siger Brian Errebo-Jensen og fortsætter:

- Borgerne har brug for hurtig start og høj kvalitet. Alt andet er skidt for den enkelte og faktisk også dårligt for kommunekasserne.

For nylig konkluderende regeringens Hjemmehjælpskommission, at det stigende antal ældre ikke behøver at blive et økonomisk problem, blandt andet fordi bedre genoptræning betyder mindre hjemmehjælp.

Det understreger behovet for, at kommunerne tager opgaven alvorligt.

- Det er fint, at der sidder en kommission og tænker tanker, men hvis dem, der skal føre de store tanker ud i livet ikke løfter opgaven, så nytter det jo ikke noget, siger Brian Errebo-Jensen.

Danske Fysioterapeuter mener, at tiden er inde til, at man fastsætter nationale retningslinjer for, at borgere har krav på genoptræning indenfor en uge.

Rettidig omhu

- Der er nogle borgere, der kommer i klemme fordi deres kommune ikke har prioriteret det her højt nok. Jeg ved, at de fysioterapeuter, der arbejder i kommunerne gør et kæmpe stykke arbejde for at hjælpe patienterne, så hurtigt som muligt, men det er i sidste ende et spørgsmål om ressourcer og rettidig omhu, siger Brian Errebo-Jensen.

20 ud af de 22 kommuner i Region Syddanmark har deltaget i undersøgelsen, men fire af dem har valgt at være anonyme. Det undrer Brian Errebo-Jensen.

- Jeg synes, at kommunerne skal fortælle borgerne klart, hvad de kan forvente, hvis de får brug for hjælp. Det er vel dem, de er til for, siger han.

På landsplan har 85 af landets 98 kommuner deltaget i undersøgelsen. To ud af tre har en ventetid på genoptræning på over en uge.

Oversigt

    Oversigt