I det fynske folks tjeneste

​Direktør fra Odense Teater ny økonomichef på TV 2/Fyn

Foto: Morten Kjærgaard/Odense Teater.

Mette Sigaard bliver til sommer TV 2/Fyns nye økonomichef og forlader dermed Odense Teater efter 11 år, heraf de seneste fem som økonomi- og personaledirektør.

Sigaard, 50 år, er valgt ud fra et tæt ansøgerfelt som afløser for Flemming Kjær Hansen, 64 år, der før jul selv meddelte, at han i 2018 ønskede at stoppe på posten.

- Mette har med sin teaterbaggrund som chef og leder i en anden, stor public service-virksomhed på Fyn både den rigtige erfaring, netværk og de professionelle kompetencer til at styrke TV 2/Fyns fortsatte udvikling som regionens førende mediehus. Derudover passer hendes menneskelige værdier, ordentlighed og ansvarlighed 1:1 til TV 2/Fyns chefgruppe og medarbejdere, siger Esben Seerup, direktør på TV 2/Fyn.

Mette Sigaard er født og opvokset på en gård i Sønderjylland, før familien rykkede til Fyn. Hun er student fra Sct. Knuds Gymnasium i Odense, cand. oceon fra Syddansk Universitet i 1993 og har senest taget en bestyrelsesuddannelse på Aarhus Universitet i 2016, som hun blandt andet bruger i bestyrelsen for Odense Zoo.

- Det er ikke, hvilket som helst job, der kan hamle op med teatrets magiske verden, men for mig er TV 2/Fyn med sin public-service forpligtigelse, kompetente ledelse og engagerede medarbejdere det helt rigtige valg. Der er spændende opgaver og stort ansvar at se frem til, og jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af et kreativt mediehus i forandring, siger Mette Sigaard.

Efter konsulent- og fuldmægtig og økonomichef-opgaver i Odense Kommune, Arbejdsmarkedsstyrelsen og den daværende Otterup Kommune blev hun administrations- og sekretariatschef for H.C. Andersen Fonden, der fra 2001-2006 stod for fejringen af digterens 200 års dag. Efter et år som projektleder på SDU blev hun i 2007 økonomichef på Odense Teater. Her blev hun i 2013 forfremmet til økonomi- og personaledirektør på det regionale teater.

- Sammen med nogle fantastiske medarbejdere på teatret har jeg gennem årene udviklet på en lang række økonomiske, administrative og ledelsesmæssige forhold for at sikre bedst mulige vilkår for husets egentlige kerneopgave. Og jeg har hele vejen haft et velfungerende og tillidsfuldt samarbejde med den øvrige ledelse og bestyrelse. Men Odense Teater er på alle måder i rigtig fin form, så det er et godt tidspunkt for udskiftning, både for teatret og for mig, siger den kommende økonomichef på TV 2/Fyn.  

Privat er hun gift, bor i Odense og mor til to piger, der er i gang med gymnasie- og universitetsuddannelse. Mette Sigaard er en aktiv kvinde med en stor passion for svømning og dykning. Hun tiltræder i sin nye stilling på TV 2/Fyn den 1. juni. 

Ved du noget? Så send os et tip