I det fynske folks tjeneste

Direktør: Rynkeby tæt på salg

Den fynske juiceproducent, Rynkeby Foods, bliver formentlig solgt inden sommer.

Rynkebys ejer, mejerikoncernen Arla, ønsker at sælge virksomheden som det sidste datterselskab, der ikke beskæftiger sig med kerneproduktet mælk.

Og det er ifølge Børsen tæt på.

- Ifølge tidsplanen skulle salget falde på plads inden sommer, og jeg tror det kommer til at holde, siger administrerende direktør, Jørgen Dirksen til avisen.

Arlas kommunikationsdirektør, Kasper Ibsen Beck bekræfter overfor Børsen, at en salgsproces er igang, men han vil ikke give en tidshorisont. 

Sælger mindre, men tjener mere

Rynkeby Foods offentliggør torsdag et regnskab, der viser et fald i omsætningen på 12% til 974 millioner kroner.

Til gengæld steg overskuddet fra 69 millioner kroner til 75 millioner kroner før skat, skriver Børsen.

Faldet i salget skyldes især, at Rynkeby Foods har opsagt en aftale med cola-giganten Pepsi om at sælge juicemærket Tropicana i Norden.

I stedet satser virksomheden på Coca Colas juice- og smoothiemærke, Innocent, hvilket har medvirket til spekulationer om, at Coca Cola er en mulig køber af Rynkeby.

- Det går forrygende godt, men det har ikke kunnet samle den omsætning op, som vi havde med Tropicana, siger administrerende direktør i Rynkeby Foods, Jørgen Dirksen, til Børsen.

 

 

Ved du noget? Så send os et tip