Direktør til folkevalgt: Knep dig selv!

Viceborgmester, byrådsmedlem Carsten Kudsk fra Nyborg er dybt rystet over grovheden og tonen i en mail, som han har modtaget af direktøren i et reklamefirma fra Odense. Striden handler om 350 kroner.

Knep dig selv!

Sådan lyder indledningen i en mail, som er skrevet af direktør Lars Overby fra reklame-firmaet Track One. Mailen er sendt til viceborgmester Carsten Kudsk fra Nyborg Kommune.

- Jeg er vant til, at tonen kan være hård i den politiske debat, siger Carsten Kudsk, som i flere omgange har siddet i folketinget. Men det her ryster mig, siger han.

quote Knep dig selv. Jeg skal gøre alt, der står i min magt for at svine dig til ude i den store verden. Ligeså skal du aldrig vise dig her mere. Andet har jeg ikke at sige til dig.

Lars Overby, direktør, Track One i en mail til Carsten Kudsk, byrådsmedlem i Nyborg, DF

Track One er kendt i offentligheden som ejer af den 270 kvdratmeter store LED-lysreklame på toppen af højhuset på Fisketorvet i Odense. Track One har i øjeblikket også planer om at sætte en 70 kvadratmeter stor reklameskærm med levende billeder op ved Rosengårdscenteret i det sydøstlige Odense. 

Tog fejl af firmaet

- Jeg havde hørt om Track One og troede, at det var et seriøst firma, siger Carsten Kudsk, som derfor bestilte selskabet til at sætte domænenavnet "Kudsken.dk" op på begge sider af en blå kassevogn, som han har købt til sin valgkampagne til det kommende folketingsvalg.

Parterne var nået til enighed om prisen på opgaven - 3.225 kr. plus moms. Men da fakturaen kom lød den på 3.575 kr. plus moms. Det var i følge Carsten Kudsk 350 kr. højere end aftalt.

 

Han gjorde derfor indsigelse mod den del af beløbet, som oversteg den aftalte pris

 - Efter en del palaver og skriverier frem og tilbage skrev jeg til sidst en mail, hvor jeg tilbød at betale den del, som var aftalt på forhånd.

Jeg gjorde dog også opmærksom på, at jeg af principielle årsager ikke ville betale den sidste del på de 350 kroner Jeg var nok lidt spids og småknotten, men jeg var hverken grov eller provokerende, siger Karsten Kudsk, som har accepteret, at TV 2/Fyn som dokumentation offentliggør de mails, som udløste direktørens vrede.

"Knep dig selv"

Direktøren skrev tilbage:

"Knep dig selv. Jeg skal gøre alt, der står i min magt for at svine dig til ude i den store verden. Ligeså skal du aldrig vise dig her mere. Andet har jeg ikke at sige til dig. Og jeg lover dig, at din bil aldrig bliver vist på vores hjemmeside. Vi skal jo ikke kædes sammen med sådan et skidt menneske. Alt du skriver er direkte løgn. Kan kun sige, at det de siger om dig ude i erhvervslivet åbenbart er rigtigt. Med venlig hilsen Lars Overby."

- Det værste var ikke den vulgære tone i indledningen om, at jeg kan kneppe mig selv. Nej, det værste er, at direktøren direkte truer med at svine mig til i omverdenen, og det kan jeg som politiker ikke leve med. Jeg ved jo ikke, hvor stort et netværk han har indenfor det fynske erhvervsliv, hvis han vil sprede forkerte og negative historier om mig, siger Carsten Kudsk, som derfor valgte at offentliggøre sin version af historien på sin Facebook-profil  samme dag.

Her er mailen fra Lars Overby:

 
 

Ingen kommentarer

TV 2/Fyn har forsøgt at få et interview med direktør Lars Overby fra Track One for at få ham til at forklare, hvorfor han har skrevet og formuleret sig på en måde, som af Carsten Kudsk opfattes truende og krænkende,

Lars Overby skriver tilbage, at han ikke har yderligere kommentarer til sagen.

 

 

Oversigt

    Oversigt