I det fynske folks tjeneste

Direktør vil ikke flytte: - Jeg bor absolut ikke i Udkantsdanmark

00:54

Video: Morten Grundholm

Strøjer Tegl ligger på en bar mark. Lige midt imellem to vestfynske landsbyer - Turup og Sø Søby. Men det har intet med Udkantsdanmark at gøre, lyder det fra direktøren, der er glad for den vestfynske adresse. Der er dog lige det dér med motorvejen.

En ny undersøgelse fra Dansk Industri viser, at over halvdelen af de adspurgte fynske virksomheder ikke har lyst til at flytte - selvom de fik frit valg på hele globussen. 

Sådan er det også i Assens, hvor Strøjer Tegl har til huse. Teglværket har ligget der siden omkring 1850, hvor femte generation nu har overtaget.  Og her vil man ikke høre på vendinger som "den rådne banan" eller "Udkantsdanmark".

- Jeg bor absolut ikke i Udkantsdanmark, lyder det fra den administrerende direktør i teglvirksomheden, Flemming Rasmussen. 

  Foto: Morten Grundholm

- Der er 20 minutter op til E20, som er en af de vigtigste hovedfærdselsårer i Danmark - det, mener jeg, absolut ikke er Udkantsdanmark. Vi er 20-25 minutter væk fra Danmarks tredjestørste by - det tror jeg ikke har noget med Udkantsdanmark at gøre. 

Vejen skal være i orden
Ifølge Dansk Industris undersøgelse, hvor flere end 7.000 danske virksomheder har deltaget, skal infrastrukturen dog være i orden, hvis man skal blive i området. 

Læs også USA? Nej tak. København? Næh. Fyn? Ja tak - og her bliver vi

Det samme mener de hos Strøjer Tegl, hvor man har fordoblet sit overskud på tre år. Og der er kun én ting, der kan true den vækst, mener direktør Flemming Rasmussen. Og det er, hvis den fynske motorvej ikke får sit tredje spor. 

- Ser vi på den rapport, som Vejdirektoratet har udgivet i november, ser vi jo en meget stor fremskrivning af den trafikmængde, der skal være på E20. Der taler vi jo om en total tilsanding af den fynske motorvej allerede i 2030. Det er væsentligt, at de danske politikere får forholdt sig til det i tide, mener han. 

25 lastbiler med mursten til hele landet
Fra Strøjer Tegl ruller der hver dag 25 lastbiler ud med mursten til hele Danmark. 17 kilometer senere rammer de motorvejen. Turen tager 19 minutter. Alligevel er det ikke den strækning, som plager teglvirksomhedens regnskaber. 

- Det kan da godt være, at hvis vi rettede noget af vejstrækningen ud op til motorvejen, at vi måske kunne spare to til tre minutter i den transport, der ville være derop til. Men det er jo relativt lidt i forhold til det store billede. 

- Jeg mener helt sikkert, at E20 har en langt større strategisk betydning både for os som virksomhed, men også for Danmark, siger Flemming Rasmussen. 

- Jeg ville være meget, meget ked af, hvis vi i fremtiden ikke ville evne at tiltrække medarbejdere fra trekantsområdet, fordi de ville sige: Argh, den der fynske motorvej, den er for kompliceret, siger Flemming Rasmussen. 

 

 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.