Direktøren for udskældt styrelse tager en døgnvagt på OUH

Direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed Anne-Marie Vangsted tager en døgnvagt på Odense Universitetshospital efter massiv kritik fra læger.

Direktøren for den udskældte Styrelsen for Patientsikkerhed har taget imod en invitation fra overlæge på OUH Kristian Rørbæk Madsen, som er initativtager til et mistillidsvotum til styrelsen, som mere end 8000 læger har skrevet under på. Det svarer til mere end hver fjerde læge i landet.

quote Det her er en måde, hvor jeg kan få føling med, hvordan virkeligheden ser ud på et sygehus

Anne-Marie Vangsted, direktør, Styrelsen for Patientsikkerhed

Det skriver avisen Danmark.

Anne-Marie Vangsted fortæller, at hun har takket ja til invitationen for at komme i dialog med de vrede læger:

- Jeg vil gerne ud og se, hvordan de hårdtarbejdende læger arbejder i den kliniske virkelighed. Det her er en måde, hvor jeg kan få føling med, hvordan virkeligheden ser ud på et sygehus, siger Anne-Marie Vangsted.

Spørgsmål: Har du da ikke føling med den kliniske virkelighed i forvejen?

- Jeg er ikke læge, men farmaceut. Jeg har ikke før arbejdet i sundhedsvæsenet, siger direktøren.

Konflikt begyndte med sag i Svendborg
Lægernes kritik kommer efter en række sager, hvor lægerne mener, at styrelsen har optrådt "overaggressivt" og fjendtligt.

Det gælder blandt andet den såkaldte Svendborgsag, hvor en yngre læge sidste år blev idømt bødestraf for at have udvist grov forsømmelse og skødesløshed i behandlingen af en sukkersygepatient på Svendborg Sygehus.

Styrelsen rådgav anklagemyndigheden i sagen. Et af argumenterne for dommen var, at den yngre læge ikke havde skrevet en mundtlig besked til sygeplejersken om at måle patientens blodsukker ind i journalen.

Det, mener lægerne, er almindelig praksis i en travl hverdag, og sagen førte til kampagnen DetKuHaveVæretMig til støtte for den dømte læge.

Lægerne peger også på en række andre konkrete årsager til det totale fravær af tillid.

De fremhæver blandt andet konflikten om gebyret på 4000 kroner for vagtlæger samt en ifølge lægerne helt urimelig politianmeldelse af en klinikchef på Rigshospitalet.

Skal opleve virkeligheden
Overlæge på OUH Kristian Rørbæk Madsen har taget initiativ til mistillidsvotummet, som mere end 8000 læger har skrevet under.

quote  Jeg inviterer ikke til en rundvisning i kontortid på afdelingen med efterfølgende kaffe

Kristian Rørbæk Madsen, overlæge, intensiv afdeling, OUH

Han har tidligere afvist en invitation til et dialogmøde med Anne-Marie Vangsted, fordi han ikke mener, det fører til noget; men han glæder sig til at vise hende, hvordan lægernes hverdag er på døgnvagten fra søndag til mandag i den kommende weekend.

- Jeg vil godt understrege, at jeg har respekt for, at direktøren har sagt ja til min invitation. Men jeg inviterer ikke til en rundvisning i kontortid på afdelingen med efterfølgende kaffe hos den ledende overlæge, men derimod hele pakken i 25 timer med en real life experience i maskinrummet, hvor man væk fra hæve-sænkebordenes komfortzone kan erfare, hvad det vil sige at skulle træffe livsvigtige beslutninger under konstant personligt strafansvar med søvnmangel, tidspres, ufuldstændige patientoplysninger og en bimlende telefon, siger han og tilføjer:

quote Jeg håber direktøren vil give amnesti for de mange grove forsømmelser, jeg kommer til at foretage

Kristian Rørbæk Madsen, overlæge, intensiv afdeling, OUH

- På vagten vil jeg medbringe en håndtæller, og hver gang jeg for at redde patienten foretager en udokumenteret og dermed ulovlig mundtlig ordination, vil jeg aktivere tælleren. Jeg håber direktøren vil give amnesti for de mange grove forsømmelser, jeg kommer til at foretage, mens hun ser på, siger Kristian Rørbæk Madsen.

Oversigt

    Oversigt