I Fyns mest erhvervsvenlige kommune byder borgmesteren personligt velkommen

Nordfyns Kommune indtager en ottendeplads i Dansk Industris undersøgelse af erhvervsvenlighed, hvilket gør kommunen til den bedst placerede på Fyn.

Pludselig stod borgmesteren der og stak hånden frem.

Mads Nychel havde blot været direktør i Søndersø-virksomheden Senmatic i to uger, da borgmesteren i kommunen sammen med en erhvervsmedarbejder kom på besøg for personligt at byde ham velkommen.

- Det er et stærkt signal om, at de vil erhvervslivet, og at man bliver set og hørt, siger Mads Nychel.

Direktøren mener, at det netop er den slags, der er med til at give Nordfyns Kommune en høj placering, når det kommer til forholdene for erhvervslivet i kommunen.

I den undersøgelse, som Dansk Industri netop har offentliggjort om kommunernes erhvervsvenlighed, ligger Nordfyns Kommune nummer otte - den bedst placerede fynske kommune.

Nummer ét på dialog

Begrebet erhvervsvenlighed dækker over, hvor god en kommune er til at skabe gode forhold for erhvervslivet. Det kan for eksempel måles på kommunens grønne udvikling, serviceniveauet hos lokalpolitikerne og den kommunale forvaltning samt infrastrukturen i kommunen.

Vurderingen af kommunernes erhvervsvenlighed er blandt andet baseret på en tilfredshedsundersøgelse blandt lokale virksomheder.

Mads Nychel, der er direktør i Senmatic er glad for samarbejdet med kommunen.
Mads Nychel, der er direktør i Senmatic er glad for samarbejdet med kommunen.
Foto: Flemming Ellegaard

Virksomhederne i Nordfyns Kommune, blandt andet Senmatic, er altså kommet med deres vurdering af kommunen, hvilket har givet en placering som nummer 8 ud af 93 kommuner.

Når det kommer til information og dialog, indtager Nordfyns Kommune en førsteplads.

- Det er dejligt, og det beviser, at vores indsatser virker, siger Jørgen Stig Bårris, der er erhvervskonsulent i Nordfyns Erhverv og Turisme. Han forklarer, at der både er 1:1-sparring, kurser og mange virksomhedsbesøg i kommunen, hvor små og store udfordringer vendes.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lydhør kommune

Nordfyns Kommune har Fyns højeste placering, mens Kerteminde ligger helt i bund som nummer 93 ud af 93 undersøgte kommuner. De resterende fem kommuner har få besvarelser, at de ikke er taget med i undersøgelsens resultater.

Flere gange fremhæver Senmatic-direktør Mads Nychel gode oplevelser med Nordfyns Kommune.

- Der er god kommunikation og masser af information. Og så er jeg blevet inviteret med i et advisory board sammen med syv andre erhvervsledere i kommunen. Så man får et rigtig godt indblik i, hvad der sker, siger han.

Deltagelsen af virksomhederne i det såkaldte advisory board, der er en slags uforpligtende bestyrelse, har udmøntet sig i en ny strategiplan for kommunen, der skal i gang i 2023.

- Vi opsøger virksomhederne, får konkret viden om, hvad de efterspørger og kommer ikke med tilfældige indsatser. For det er vigtigt for os at holde på virksomhederne. Vi er afhængige af dem i den forholdsvis lille kommune, vi er, og derfor mener jeg, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for dem, siger Jørgen Stig Bårris.

Nordfyns Erhverv og Turisme føler ikke, man kan gøre for meget for virksomhederne, der er vigtige for kommunen.
Nordfyns Erhverv og Turisme føler ikke, man kan gøre for meget for virksomhederne, der er vigtige for kommunen.
Foto: Flemming Ellegaard

Hos Senmatic er Mads Nychel glad for at kunne være en del af fremtidens nordfynske erhvervsstrategi.

- Fra mit synspunkt er dialog og informationsdeling skridt nummer ét til noget som helst, og jeg oplever kommunen som en meget lydhør en af slagsen, siger Mas Nychel og kommer med et godt råd til andre kommuner fra egne erfaringer:

- Byd nye direktører og virksomheder velkommen personligt. Det er bare et stærkt signal om, at man vil gøre noget for erhvervslivet.

Også når det kommer til byernes udseende, forsøger Nordfyns Kommune at hjælpe. Blandt andet i Søndersø, hvor bygningerne fik en særlig kunsthånd

Oversigt

    Oversigt