Husk regnfrakken: Dis og regnbyger kommer til at præge mandagsvejret

Fynboerne kan se frem til en mandag med masser af små og store regnbyger.

Ugen starter diset og skyet på Fyn, hvor DMI endda har varslet risiko for tæt tåge over det mest af det nordfynske område fra morgenstunden.

Senere på formiddagen skiftes tågen ud med nedbør, fortæller TV 2 Vejret.

- Det er skyet til at begynde med, men efterhånden kommer der også en smule regn, siger TV 2 Vejrets Thomas Mørk.

Ifølge vejrværten kommer det til at svinge det meste af dagen mellem opholdsvejr og regnbyger.

- I hvert fald så er det en noget grumset omgang derude med masser af skyer, siger Thomas Mørk.

Varmfront passerer

Det skyldes en varmfront, der er på vej op over Fyn fra syd. Fronten betyder også, at vejret fortsat er mildt, selv om et altså også er vådt.

- Så hvis ikke det lige regner, når man skal af sted og senere, når man skal tilbage, så kunne det alligevel være en god ide lige at snuppe regnfrakken med, for det ser altså ud til, at der i flere perioder henover dagen godt kan blusse lidt regn op, siger Thomas Mørk.

Først ud på aftentimerne slipper regnvejret sit tag i Fyn, og vi kan se frem til en aften med mest tørt vejr. I nat dog igen stedvis med lidt regn og igen også skyet vejr. Temperaturen kommer natten til tirsdag ned omkring 10 grader, så det milde vejr fortsætter lidt endnu.

 

Oversigt

    Oversigt