Disneyland fejrer H.C. Andersens fødselsdag

H.C. Andersen 2005 Fonden har indgået samarbejde med Disneyland Resort Paris om fejringen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag. Samarbejdet vil omfatte aktiviteter både i Disneyland Resort Paris og i forbindelse med fejringen i Danmark i 2005.

-

H.C. Andersen 2005 Fonden har indgået samarbejde med Disneyland Resort Paris om fejringen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag. Samarbejdet vil omfatte aktiviteter både i Disneyland Resort Paris og i forbindelse med fejringen i Danmark i 2005.

Samarbejdet er en naturlig fortsættelse af de bånd, der har været mellem Walt Disney Company og H.C. Andersen. Andersen var en stor inspirationskilde for Walt Disney, som besøgte Danmark ved flere lejligheder. Både Disneyland Resort Paris og H.C. Andersen 2005 Fonden er derfor stolte over, at samarbejdet er indgået.

Den lille Havfrue i Disneyland
Disneyland Resort Paris fejrer H.C. Andersens liv og værk i The Kids Carnival, der varer fra d. 5. februar til d. 13. marts 2005. I den anledning fremføres figurerne fra Den lille Havfrue i Disneyland Resort Paris. Disneyland Resort Paris skød lørdag d. 5. februar H.C. Andersen-fejringen i gang med en helt særlig dag til ære for Europas børn, hvor H.C. Andersens Den lille Havfrue blev hyldet, og hvor flere H.C. Andersen-ambassadører var til stede og læste op af Andersens eventyr. Derudover var flere kendte personligheder til stede for at deltage i fejringen.

Sikre kendskab i hele verden
Generalsekretær for H.C. Andersen 2005 Fonden, Lars Seeberg, udtalte følgende om samarbejdet med Disneyland Resort Paris:

- Vi er meget glade for samarbejdet med Disneyland Resort Paris, fordi det er med til at sikre, at vi kommer i kontakt med mange mennesker fra hele verden. Gennem samarbejdet vil mange mennesker blive bekendt med fejringen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag og de aktiviteter, som vil finde sted i 2005 til ære for Andersen.

Oversigt

    Oversigt