Disse fire venstrefolk kommer i Folketinget for Fyn

Tidligere minister Lars Christian Lilleholt fik flest personlige stemmer blandt venstrefolk på Fyn.

Venstre har fået fire mandater på Fyn ved onsdagens folketingsvalg, og efter de personlige stemmer er talt op torsdag, kan det slås fast, at Lars Christian Lilleholt, Erling Bonnesen, Malene Ambo-Rasmussen og Jane Heitmann skal i Folketinget som fynske venstrefolk.

Dermed er der genvalg de tre fynske venstrefolk, mens Malene Ambo-Rasmussen får sin debut på Christiansborg.

Lars Christian Lilleholt, der sad som klima- og energiminister i Lars Løkke Rasmussens regering, har fået flest personlige stemmer af de fire venstrefolk.

- Jeg er selvfølgelig ked af, at vi mister regeringsmagten, og at der er et stort rødt flertal i Folketinget nu. På den anden side er jeg selvfølgelig rigtig glad for, at Venstre er gået så massivt frem, har vundet ni mandater og nu er oppe på 43 mandater i Folketinget – og vi vinder et ekstra fynsk mandat, siger Lars Chr. Lilleholt og fortsætter:

- For 14 dage siden var der mange, der sagde: “Jamen, I taber på Fyn, I kommer til at gå tilbage til to mandater” – og så ender det faktisk med, at vi får fire fynske folketingsmedlemmer fra Venstre. Det er jeg meget, meget glad for. Og så er jeg glad for den samlede fremgang til Venstre, siger Lars Christian Lilleholt, der har fået 9.930 personlige stemmer.

Erling Bonnesen har fået 8.522 stemmer, mens Marlene Ambo-Rasmussen og Jane Heitmann har fået henholdsvis 6.312 og 4.420 stemmer.

33-årige Marlene Ambo-Rasmussen fik næsten 2.000 flere personlige stemmer end Jane Heitmann.

Ole Pedersen slutter på en femteplads blandt venstrefolkene med 3.994 stemmer og kommer dermed ikke i Folketinget. 

Lars Christian Lilleholt har fået tredjeflest stemmer blandt alle partier på Fyn. Han er kun overgået af de to socialdemokrater Dan Jørgensen og Trine Bramsen. 

Oversigt

    Oversigt