I det fynske folks tjeneste

Analyse: Disse tre politikere kan blive valgets store overraskelse

Søren Hillers fra Radikale, Bo Libergren fra Venstre og Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet kan blive dette valgs store overraskelser.

Disse tre politikere kan overraske, når de personlige stemmer tælles op dagen efter folketingsvalget.



Valgkamp minder på mange måder om optakten til en foldboldkamp.

Først vil sportskommentatorerne analysere på kampformen. Derefter giver de et bud på, hvem der vinder kampen. Og når kampen er forbi, skal de forklare, hvorfor det ikke gik som forventet.

Sådan er det også med politiske kommentatorer. Vi kloger os, men det er ikke altid, det vi siger holder frem til valgdagen.

Valg med overraskelser

For mange politikere kan det være dybt frustrerende at blive "dømt ude", inden vælgerne har afgivet deres stemme. 

Det forstår jeg udmærket, - især fordi hvert valg byder på overraskelser. 

Læs også Er du stadig i tvivl? Se, hvilke folketingskandidater du er mest enig med

Her på redaktionen har vi for eksempel ved de seneste to folketingsvalg dømt socialdemokraten Julie Skovsby ude. Men vælgerne har villet det anderledes, og nu har hun siddet i folketinget i 12 år. 

Men det er nu engang svært at forudse det uventede. Alligevel vil jeg vove det ene øje og komme med et bud på, hvem der kan tænkes at blive dette valgs overraskelser.

Søren Hillers er dark horse

Vi begynder med Radikale, som kæmper for at genvinde det mandat, som partiet tabte i 2015.

I "Kommentatorkøbing" er vi enige om, at det bliver en kamp mellem Camilla Hersom fra Hellerup og Rasmus Helveg Petersen fra København

Men man skal ikke glemme, at der er flere andre og dygtige kandidater på den radikale liste. Det er Anne Skau Styrishave fra Odense og Søren Hillers fra Faaborg

Anne Skau er 22 år, skarp og veltalende. Ved kommunalvalget i 2017 var hun overraskende kun 72 stemmer fra at påføre den radikale rådmand Susanne Crawley et ydmygende nederlag. Kan hun gøre det igen? Det kan i hvert fald ikke udelukkes.

Der er også grund til at holde øje med Søren Hillers. Han er skoleleder og fik et flot valg til kommunalbestyrelsen i Faaborg Midtfyn Kommune i 2017. Søren Hillers har stor lokal forankring og berøringsflade. Og så repræsenterer han en række kerneradikale værdier med uddannelse og skole tæt inde på livet.

Søren Hillers er oplagt til titlen som "dark horse" i spillet om det radikale mandat. Han er i hvert fald et stærkt bud på en potentiel overraskelse, hvis ellers de radikale vælgere denne gang vil have en politiker, som er mere solidt forankret på Fyn end Hersom og Helveg.

 
Libergren klar i kulissen

Venstres sundhedsordfører Jane Heitmann er favorit til Venstre tredje mandat på Fyn.

Men det kan sagtens tænkes, at hun bliver hårdt presset af Bo Libergren, Venstres gruppeformand i Region Syddanmark, hvor han blev genvalgt i 2017 med over 4500 personlige stemmer. 

Bo Libergren har været hård i kritikken af netop Jane Heitmann i forbindelse med regeringens sundhedsreform og særligt de 19 spørgsmål til regionsrådsmedlemmernes økonomiske forhold, som Heitmann stillede anonymt og senere trak tilbage.

Læs også Politik og spin: DF-nedtur betyder farvel til Pernille Bendixen

Bo Libergren er stærk modstander af den del af sundhedsreformen, som handler om nedlæggelsen af de folkevalgte råd. Han har kant, og så har han formået at italesætte en bekymring for øget centralisering, som kan vise sig at have en solid klangbund blandt tradionelle Venstre-vælgere i Jane Heitmanns eget bagland på Midtfyn og Vestfyn.

Selv opstiller Libergren i Nyborg-kredsen. Her er i hvert fald en politiker, man bør holde ekstra øje med, når de personlige stemmer tælles op dagen efter valget. 

Brandenborg med i kampen

Socialdemokraterne står til at fastholde de fem mandater, som partiet fik ved valget i 2015. De fire af dem ventes at gå til Dan Jørgensen, Trine Bramsen, Erik Christensen og Jan Johansen.

Julie Skovsby sidder på det yderste mandat, og hun vil formentlig få kamp til stregen af Alexander Grandt Petersen, som er opstillet i tidligere minister Carsten Hansens gamle kreds i Odense Syd og Bjørn Brandenborg, som er opstillet i Svendborg-Langeland kredsen.

Men Bjørn Brandenborg er den af de socialdemokratiske folketingskandidater, som har brugt mest tid på at føre valgkamp. Han er født og opvokset i det sydfynske, hvor han har gået i skole, spillet fodbold og fik sit første fritidsjob.

Bjørn Brandenborg begyndte at stemme dørklokker for flere år siden, og har formået at markere sig som en stærk talsmand for Sydfyn og Langeland.

Jeg tror, at han er et rigtig godt bud på en af dem, som kan snuppe det 5. mandat. Men på den anden side har jeg dårlige erfaringer med at dømme Julie Skovsby ude.

Det kan også være, at der bliver plads til både Julie og Bjørn, men så er spørgsmålet, hvem der ryger ud? Måske der ligger en ny overraskelse gemt i det spørgsmål.

PS! Dagen efter valget har jeg tænkt mig at komme med en god forklaring, hvis overraskelserne falder et helt andet sted.