Folk forlader byen: Dit parcelhus er steget i værdi

I alle landsdele kan parcelhusejere notere en betydelig værdistigning i deres bolig. Bornholm topper listen, men Fyn er godt med og kan notere en stigning på 11,3 procent.

239.400 kroner er et parcelhus på 140 kvadratmeter på landsplan i gennemsnit steget de sidste tre år. 

Således er kvadratmeterprisen på parcelhuse steget med 14 procent siden september 2015, skriver ejendomsmæglerkæden Nybolig i en pressemeddelelse.

Tallene er hentet på boligportalen Boligsiden, og her kan man læse, at kvadratmeterprisen i september i år lå på 14.003 kroner.

Fyn ligger et godt stykke nede ad listen, men der er stadig tale om en fremgang på 11,3 procent.

På Fyn bliver et et parcelhus på 140 kvadratmeter i dag handlet til i gennemsnit 1,5 millioner kroner - en værdistigning på 152.460 kroner i snit siden 2015.

- Det kan godt være, at der i år er taget et mindre tryk af boligmarkedet, men er man parcelhusejer, bør man altid anlægge et længere perspektiv og glæde sig over, at man ejer en bolig, der som udgangspunkt er ret populær og værdifuld, siger Thomas Hovgaard, kommunikationschef i Nybolig.

Stigning over hele landet

I alle landsdele kan han notere værdistigninger med de højeste på Bornholm med 35 procent og de laveste i Sydjylland, hvor der dog stadig er tale om en stigning på 7,6 procent, skriver Nybolig.

- Over hele landet har vi set, at parcelhuse er steget i værdi siden 2015. Det er klart, at der er store forskelle på kvadratmeterprisernes niveauer, om man for eksempel er i København eller på Bornholm, men det er faktisk de områder med de laveste kvadratmeterpriser, hvor stigningen har været størst, siger Thomas Hovgaard.

Flugt fra de dyre byer

Thomas Hovgaard mener, at prisudviklingen i især de store byer har fået flere til at forlade byen og erstatte bylejligheden med parcelhuset i forstæderne eller på landet med henblik på at få mere bolig for pengene.

- Men der er også en spirende tendens til, at flere vil realisere drømmen om et hus med have, hvor især adgangen til grønne udendørsarealer trækker, siger Thomas Hovgaard.

 

Oversigt

    Oversigt